Katie Holmes for Miu Miu: First look
Da det i efteråret 2008 blev annonceret, at Katie Holmes skulle være det nye ansigt for Miu Mius » reklamekampagner var meningerne delte på nettets modeblogs; Nogle var af den opfattelse, at modeljobbet ville sætte prikken over i’et for Katies karriere som internationalt stilikon, mens andre undrede sig over Miu Mius insisteren på udelukkende at benytte unge Hollywood-stjerner i sine kampagner (Katie følger i fodsporene på blandt andre Kirsten Dunst, Lindsay Lohan og senest Vanessa Paradis).
Nu er Katies første kampagnebillede blevet offentliggjort, og der er ikke megen kritik at spore blandt de tidligere skeptikere. Kampagnen tegner nemlig til at blive elegant og klassisk, og Katies på én gang sofistikerede og sødmefulde udstråling passer perfekt til Miu Mius ånd.
Katie Holmes for Miu Miu, forår/sommer 2009
Derudover...
Blandt andet nyt fra forårets kampagnefront kan nævnes, at to af modeverdenens mest feterede modeller igennem tiden, Kate Moss og Gisele Bündchen, stiller op sammen i en kampagne for Versace », fotograferet af Mario Testino.
Særligt Gisele får lige nu ekstra opmærksomhed i medierne, da det netop er blevet annonceret, at hun til foråret gifter sig med sin kæreste igennem et år, den amerikanske sportsstjerne Tom Brady.