Læbepomade med morfin = vilde kys

Læbepomade med morfin = vilde kys

Vil du give dine kys lidt ekstra krydderi denne sommer, så prøv den nye læbepomade med morfin, Morphine Lip Balm, der netop er blevet lanceret i USA.

Morphine Lip Balm indeholder ved første øjekast ganske almindelige ting som olien fra grapefrugtfrø, vitamin E, jojoba – og så lige 4 % benzocaine, den samme lammende ingrediens der bruges i for eksempel myggesprays (mums, siger vi bare…). Resultatet skulle eftersigende være en læbepomade, der giver uforglemmelige, pirrende kys.

Morphine Lip Balm er inspireret af sangen Lips Like Morphine af bandet Kill Hannah og udviklet af Sheen Moaleman, hvis mentor er Poppy King, læbe-guruen bag det amerikanske mærke Lipstick Queen.

I USA er det lovligt at bruge op til 20 % af den lammende ingrediens i et håndkøbsprodukt , men eftersom den første version af Morphine Lip Balm indeholdt 12 % og lammede testpersonernes ansigt i flere minutter, blev dosen sat betydeligt ned i det færdige produkt. Den lammende og prikkende effekt i læberne holder nu i ca. 10 minutter.

Morphine Lip Balm sælges nu i USA for ca. 145 kr., og allerede til sommer skulle en lipgloss-version også være klar til salg. Læs mere på Morphinelips.com.