Popstjernen shopper i København
Hvilken by shopper du helst i?
- Jeg synes, at København er fantastisk, og her er stort set det hele. Vi mangler lidt nogle helt High end butikker, men i forhold til små kælderdesignere, butikker som Mensch og Vonryba og skæve ting som Henrik Vibskov og Wood Wood, er vi virkelig godt med. Bare det at gå ind i Samsøe & Samsøes afdeling i Illum, så kan du finde en masse lækre ting. Vi kan også være stolte af vores danske highstreet som Only og Vero Moda. De laver nogle virkelig fine ting til ikke ret mange penge.
Hvor shopper du helst på nettet?
- Typisk på asos.com eller net-a-porter.com. Når jeg har valgt at arbejde så meget, som jeg gør, bruger jeg alt min fritid sammen med min lille datter. Derfor er det fedt at shoppe på nettet, fordi det har åbent hele døgnet. Når jeg shopper på nettet, går jeg efter ting, der ikke skal prøves. Jeg kunne ikke drømme om at købe et par jeans eller en jakke, hvor både skuldre og talje skal passe. Derimod har jeg købt forskellige cardigans, leggings og bælter, som ikke skal sidde som fod i hose.
Hvad er dit seneste festkøb?
- En sort buksedragt med guldnitter fra Marc by Marc Jacobs. Den er en fusion af glamour og komfort, som jeg synes, er det optimale, når vi taler festtøj. Jeg går efter festtøj, jeg føler mig tilpas i en hel aften. Du må ikke har været til fest i to timer og så have lyst til at skifte.