Mathilde Prins og Laura Takahashi.

Mathilde og Lauras tøj skiller sig ud: ”Vores tøj skal vække følelser og sommerfugle i maven”

I 2017 stiftede Mathilde Prins sit farverige brand, og i 2021 kom Laura Takahashi med ombord. Hovedtanken bag Odd Existence er at undgå overproduktion, og sammen laver de tøj, der først bliver syet, når kunden klikker ”køb” på webshoppen.

ALT for damerne logo

Hvad er tanken bag Odd Existence?

"Vi er et kreativt koncept-brand med flere lag, men omdrejningspunktet er at lave ansvarlig og iøjnefaldende mode, der ikke har en udløbsdato. 

Slow fashion er en livsstil for os, så vi designer tøj og hækleopskrifter, kuraterer brand content og rådgiver andre små, bæredygtige brands. 

Vi vil gerne skabe forståelse for, at tøj er et håndværk. En velkurateret garderobe kan følge dig et langt liv, og vores mission er, at du kan bruge vores items på mange måder, så de skaber overraskende udtryk og har flere funktioner. Vores designs er tiltænkt dem, der gerne vil skille sig ud; dem, der gerne vil vise, hvem de er, uden nødvendigvis at sætte ord på det. 

Vores tøj skal vække følelser og sommerfugle i maven. Vi har standardstørrelser, men alt kan customizes, så det passer til alle de måder, en ægte kvindekrop ser ud på. 

Derfor har vi også en del kvinder, der kommer til fittings, så deres tøj kommer til at passe til lige præcis dem." 

Odd Existence er nomineret for ...

 ... deres farverige, legesyge tilgang til design og for at kombinere det excentriske med det komfortable, som man har lyst til at have på igen og igen.

Hvordan er jeres produktion? 

"Al produktion foregår i Danmark, og vi har en tæt relation til den systue, der producerer vores tøj. Det er helt afgørende for os, at de får en fair løn, har en sund arbejdskultur, og at de nyder arbejdsprocessen. 

Derudover producerer vi ikke tøjet, før det er købt. Det betyder, at der kan gå op til tre uger, fra kunden har placeret sin ordre på webshoppen, til de modtager den − og det ser vi som en positiv ting. Vi drager omsorg for detaljerne, forventningens glæde vokser, og impulskøb undgås. 

Vi elsker denne model, hvor vi samarbejder med en systue, der har flere kunder, og ikke er afhængige af at vi får en fast mængde ordrer, og vi er samtidig med til at støtte en god arbejdsplads i Danmark med ansatte på tværs af nationaliteter og generationer. Vi kører en sæsonløs produktion, producerer aldrig til et stort lager, og vi smider aldrig noget ud − er der en lille rest stof tilbage, bliver den gentænkt i et nyt design eller indgår i en upcycling proces. 

Vi har et ”Archive Sale” to gange om året, men der finder man aldrig kæmpe mængder tøj, men kun de ting der er brugt til fotoskydninger, fittings eller test-designs. 

Vil man gerne være medskabende og gøre slow fashion-produktionen endnu mere bæredygtig, kan man ud fra vores hækleopskrifter lave Odd Existence-pieces med egne hænder."

Hvor ser I Odd Existence om fem år? 

"Vi drømmer ikke om at blive kæmpe store. Vi er ”small by choice”, og det er vigtigt for os, at vi bevarer nerven i brandet. 

Vi lever af vores forretning, men samtidig drømmer vi selvfølgelig om at vækste i en sådan grad, at vi kan blive ved med at udvikle på vores koncept. Og så vil vi gerne vise, at man sagtens kan have en sund vækst, selvom man er et slow fashion-brand. 

Vi prøver at fastholde tilgængelige priser for en høj kvalitet og en etisk forsvarlig forretning. Og så vil vi meget gerne blive større internationalt, for vores flamboyante udtryk vil ud i hele verden. 

Men det er vigtigere end noget andet, at vi trods vækst fastholder nærvær og den personlige kontakt til alle led i processen − fra en smuk idé opstår, til vores slutforbruger får glæde af det færdige produkt."

Om Odd Existence

Grundlagt i 2017 af Mathilde Prins under navnet Odd Lemon. I 2021 blev Laura Takahashi ansat, og siden april 2025 har hun været medejer. 

Mathilde Prins er 37 år, iværksætter og stylist. 

Laura Takahashi er 30 år, cand. mag. i Visuel Kultur fra Københavns Universitet og autodidakt hækle-designer. 

De har begge beskæftiget sig med konsulentarbejde inden for content-produktion og branding, der siden foråret er blevet en del af deres brand-koncept. 

Se mere på Oddexistence.com