Mød årets nye designstjerner

Mød årets nye designstjerner

Kinder Aggugini

Før han lancerede sit eget mærke arbejde Aggugini for så store modehuse som John Galliano, Vivienne Westwood, Calvin Klein og Versace, og den charmerende italiener blev længe beskrevet som modebranchens bedst bevarede hemmelighed. Allerede inden Agguginis første catwalkshow på modeugen i London i år var forventningerne høje, og der var rift om pladserne til, hvad den engelske modepresse beskrev som ”the hottest ticket in town”. Selve showet blev åbnet af supermodellen Erin O’Connor, og de efterfølgende anmeldelser var overmåde begejstrede for Agguginis unikke designstil, som han selv beskriver som ”Coco Chanel gifter sig med punk-rockeren Sid Vicious.” www.aggugini.com »

Mark Fast

Denne 28årige canadier har med sine sexede strik-kreationer taget den engelske modeverden med storm. Fast tog sin afgang fra designskolen Central Saint Martins i 2008, og arbejdede over tre sæsoner sammen med designeren Bora Aksu. Efter sit debut-show på Londons modeuge i 2008 blev Fasts kreationer opkøbt af stormagasinet Browns, og siden er interessen omkring designeren steget støt. At skuespillerinden Tilda Swinton er en dedikeret fan og Topshop har tildelt Fast deres ’new generation sponsorship’, betyder, at vi kan forvente at se meget mere futuristisk strik på catwalken i fremtiden. Fast specialiserer sig i, at blande lycra-garn med viskose, angora og uld.

www.markfast.net »

Keith Lissner

Keith Lissner er blevet beskrevet som den nye Marc Jacobs, og den 31årige amerikaner er da også godt på vej mod international anerkendelse og kommerciel succes. Lissner studerede på London College of Fashion, hvorfra han tog sin afgangseksamen i 1998. Efterfølgende arbejdede han for Perry Ellis og Ralph Lauren, inden han i 2006 lancerede sit eget mærke. Lissners tøj bliver ofte beskrevet som ’demi-couture’ og stilen er da også elegant og feminin, med flatterende snit. Fans af mærket tæller Natasha Bedingfield og Janet Jackson, og eftersigende er Harrods i London meget interesseret i, at distribuere mærkets kommende kollektioner.

www.keithlissner.com » 

Mary Katrantzou

Græsk-født printdesigner, som udmærker sig ved at lege med iøjenfaldende, stærke og meget grafiske design. Karantzou har studeret på både Rhode Island School of Design og Central Saint Martins i London, hvorfra hun tog sin MA i Fashion. I 2008 åbnede hun Central Saint Martins efterår/vinter modeshow, og hendes kollektion modtog stor ros fra blandt andre modeskribenten Sarah Mower, som på Style.com kaldte den intet mindre end ’outstanding’. Forvent at se meget mere til Katrantzou, som i øjeblikket ligger i distributions-forhandlinger med flere stormagasiner og webshops. www.marykatrantzou.com »

Olivia Rubin

Med kendte fans som Agyness Deyn og Lily Allen i ryggen, er engelske Olivia Rubin i gang med at etablere sig som en af sit hjemlands mest lovende unge designere. Rubin blev uddannet fra Central Saint Martins i 2006 med en BA i Fashion Print. Hun har desuden arbejdet som praktikant for Alexander McQueen og John Galliano, og i 2008 designede hun for Jade Jaggers kollektion ’Jezebel’.

I 2007 var Rubins forår/sommer kollektion med i opløbet om designprisen Fashion Fringe i London, og den internationale modepresse fik for alvor øjnene op for Rubins særlige talent for prints og mode med et finurligt tvist. Hendes kreationer kan snart erhverves i netbutikken asos.com ».

www.oliviarubinlondon.com »

Eun Jeong

Koreansk-fødte Eun Jeong, 33, vandt i 2008 den eftertragtede Fashion Fringe Award i London, og hans debutkollektion er netop blevet sat til salg på net-a-porter.com ». Jeong har ladet sig inspirere af den litterære klassiker ’Dangerous Liasons’, og looket (hvidt i hvidt) er således lige dele stærkt og bedårende feminint.

Tip: Vordende brude på udkig efter en helt igennem unik brudekjole, kan passende finde inspiration blandt Jeongs kreationer. 

www.eunjeong.co.uk » 

Jason Wu

Efter Michelle Obama bar en af Jason Wus kjoler til sin mands indsættelsesfest som præsident, steg den unge designer i graderne fra spirende talent til veletableret modemærke. Stilen hos Jason Wu er ’Park Avenue chic’, og hans tøj favoriseres af blandt andre modellen Amber Valetta og ’Gossip Girl’-stjernen Leighton Meester.

Wu er afgangselev fra Parsons School of Design i New York, og har tidligere arbejdet som praktikant for Narciso Rodriguez.

Du kan shoppe Jason Wu hos blandt andre net-a-porter.com »

www.jasonwustudio.com »