Naomi bliver på catwalken
I modsætning til mange af sine modelkollegaer fra storhedstiden i firserne, har 38årige Naomi Campbell ingen planer om, at trække sig tilbage fra catwalken. Hun fortæller således i et interview til nyhedsbureauet Reuters, at hun føler nødsaget til at fortsætte karrieren, fordi der stadig ikke gives så mange chancer til sorte modeller i modeverden.
“Jeg er meget taknemmelig for min karriere, men jeg er bekymret for pigerne der kommer efter mig, for at de ikke vil få de samme muligheder, eller blive behandlet som jeg gør. Det er en af årsagerne til, at jeg stadig arbejder,” siger Naomi til Reuters.
Naomi var i sin tid den første sorte model på forsiderne af fransk – og engelsk Vogue, og er i dag en engageret fortaler for farvede modellers muligheder i branchen. Hun tæller sågar hvor mange sorte modeller der bruges på catwalken i hver sæson.
“Til den sidste Couture-uge i Paris var der kun én sort pige på catwalken ud af alle showene. Det kan bare ikke være en trend,” mener Naomi.