Nybryggede designere på Carlsberg
Det sker den 21. juni til 6. juli, hvor Danmarks Designskoles 75 nye designere køres i stilling på Carlsbergs gamle godsstation med en udstilling, der viser både designerne og Carlsberg i nye rammer.
”Potentialet i området og den rå arkitektur vækker stor begejstring hos os og vores nyuddannede designere. Vi er glade for at være til stede i Københavns næste store byudviklingsområde, der lige nu er råt og inspirerende,” siger rektor Peter Bysted.
Danmarks Designskoles afgangsudstilling begynder med åbningsevent og modeshow, hvor hallens togskinner er skiftet ud med nye eksperimenter på podier og catwalken.