Pimp din telefon med Louis Vuitton
Det franske modehus Louis Vuitton præsenterer nu sin første applikation til iPhones, hvor du i følge Louis Vuitton får mulighed for at se verden.
Louis Vuitton er da også en pioner udi at rejse, de har i årevis designet kufferter og rejsetasker, og siden 1998 har Louis Vuittons cityguides været en yndet favorit blandt rejsende. Cityguide-bøgerne får nu selskab af Amble, en Louis Vuitton iPhone-applikation, der lanceres i samarbejde med Apple.
Amble er et globalt fællesskab, der gør det muligt at dele rejseoplevelser. Amble giver dig mulighed for at dele dine favoritsteder på rejsen med venner via e-mail, Facebook eller Twitter – det kan være en restaurant, hvor du netop har spist en fantastisk middag, en butik, hvor man kan gøre gode shoppekup, et galleri, hvor du har opdaget kunst, der rører dig. Fantasien har ingen grænser. Ydermere kan du også forelægge dine gode tips for Louis Vuitton, der sidenhen kan offentliggøre dine tips på hjemmesiden.
Louis Vuitton Amble er tilgængelig på engelsk og kan downloades gratis fra Apples App Store. Her kan du også erhverve dig Louis Vuittons cityguides til alverdens storbyer.
Se også: 10 nye tasker til foråret »