POP cph i butikkerne
Et af de nyeste mærker på den danske designstamme hedder POP cph, skabt af de to unge fyre Mikkel Kristensen og Kasper Henriksen, begge 25 år.
POP cph blev oprindeligt til som et festkoncept i 2005, med det mål for øje, at afholde mindeværdige fester, hvor mode, undergrund- og popkultur møder alle fra almindelige mennesker, til designere, modeller og ældre rock’n’roll typer. POP-festerne er indtil videre blevet afholdt så forskellige steder som på hoteller, i biografer, butikker og rå industrihaller, og konceptet har hurtigt vokset sig yderst populært, både i København, Stockholm og London. Så populært, at Mikkel og Kasper for nylig besluttede sig for, at tilføje en tøjkollektion til deres brand.
Det resulterede i et modeshow på Nationalmuseet under den københavnske modeuge i august i år, og de to nyudklækkede designere har siden da haft travlt med at sælge deres tøj til butikker i Danmark, Sverige, Tyskland, England og Grækenland.
Teamet bag POP cph: Mikkel Kristensen og Kasper Henriksen
Edie Sedgwick som stilikon
Stilen i POP cph er inspireret af stemningen til POP’s mange fester, gadestil og ikoner som Audrey Hepburn og Andy Warhols muse Edie Sedgwick. Mærkets første kollektion er således gjort i sort og hvid, med enkle snit og klassiske, brugbare items som for eksempel en en cocktailkjole og en silkecardigan, der kan dresses både op og ned til lejligheden.
Priserne ligger fra 300 kr for en silke-strik tanktop, og op.