Det' jul - det' sul

Det' jul - det' sul

Dit nye look: Bamse som goth

Ak ja, december er ét langt julefrokostmaraton. Men i modsætning til et almindeligt maraton bliver du ikke tyndere af det. Medmindre du kun deltager i detox-julefrokoster og drikker sojasnaps, kan du faktisk ikke undgå at svulme mere og mere op, jo tættere du kommer på mållinjen: nytårsaften.

Den aften på året, hvor de fleste af os er tykkest og blegest og mest af alt ligner Flemming Bamse Jørgensen som goth. Denne særlige aften skal vi absolut stadses op til den helt store guldmedalje. 

 Hvilket rejser det store spørgsmål: Skal du proppe de nyerhvervede fedtdepoter ned i de selvsiddende strømper, eller skal  du presse dem op ovenover?

Svedende og stresset prøver du at overbevise dig selv om, at kvinder skal have former. Det er upersexet med lidt kød på kroppen. Hvis der er noget at holde i, er der også noget at holde af, og hvad der ellers

findes af floskler omkring deller.

Floskler, som i princippet er gode nok, det er jo  super flot og sexet med former, ingen tvivl om det. Især hvis du er Kate Winslet, der kun lagrer fedt på barmen og hofterne.

Nogle af os er desværre konstrueret sådan, at alt andefedtet kun sætter sig mærkelige steder på kroppen, primært i ansigtet.

Og hvis det er tilfældet, så ser du altså ikke mere sexet ud efter et kilo klejner, bare sjovere ...

Oppustet som en strandvasker

Når det hele så er overstået, og det er 1. januar, vågner du ikke bare med dundrende hovedpine og fødder med posttraumatisk stress. Du vågner også til en omgang halsbetændelse efter en times spadseretur hjem i stiv kuling og nylonstrømper. En tur, du vel at mærke først kaster dig ud på, efter at du har stået med smokey eyes i hele fjæset og en krop, der, takket været et halvt kilo kransekage, er oppustet som en strandvasker, og forsøgt at charmere forbipasserende taxachauffører.

Og lige der tænker du, at højtiden muligvis er overvurderet.

Så du beslutter dig endnu en gang for at lave et nytårsforsæt om ikke at gå til for mange julefrokoster, aldrig mere gøre noget, der kan udløse moralske tømmermænd, og holde dig fra flæsk og sul, som beviser tesen om, at du bliver, hvad du spiser.

Men højst sandsynligt er det endnu et nytårsforsæt, du har glemt til næste år. Og heldigvis. Med fare for at komme med verdens største kliché handler det jo om at have det sjovt og hygge sig, så godt man kan. Og det kræver nogle gange gris, sprit og lidt for meget fest i lidt for mange dage. Og du har jo altid 11 måneder til at komme i julefrokostform igen ...

Rigtig god julefest!