Smykkedesigneren tipper om tendenser
Sommerens smykketendens?
– Jeg ser to tendenser. Den ene er sort oxyderet sølv, som folk lige så stille begynder at tage til sig. Det giver et mere råt look, som er rigtig fedt om sommeren, hvor man bruger fine kjoler og mange pastelfarver. Den anden er farvede sten, som pink, grøn og turkis, som er smukke til det hele.
Stilikon?
– Helena Christensen, som er fantastisk. Hun er god til at mikse vintage med dyre ting, og hun bruger mange farver. Hun er altid sindssygt smuk, og så har hun tit mange smykker på.
Største fejlkøb?
– En cocktailkjole fra Dolce & Gabbana, som jeg købte på udsalg for halvandet år siden i London. Jeg har altid drømt om at have sådan en rigtig cocktailkjole, men jeg har aldrig brugt den, fordi den er sort og kedelig. Mærket sidder stadig i, og når jeg ser mit tøj igennem, irriterer den mig hver gang.