Spis dig lykkelig på 3 dage

Spis dig lykkelig på 3 dage

Trænger du til at komme ned i gear og få et afbræk fra hverdagen, er der flere måder at trække stikket ud på. Har du en forlænget weekend til rådighed, kan vi anbefale et yoga-retreat dybt inde i de svenske skove. Eurowomans redaktionschef har selv været af sted og lover, at du kommer hjem som et nyt og lettere menneske.

GPS-signalet ophører omkring 2 km før, vi når frem til vores endelige destination, som er ernæringsterapeut Louise Bruuns ødegård midt i naturreservatet Nyteboda i Skåne, ca. to en halv times kørsel fra København. Så det er om at holde tungen lige i munden, mens vi følger den detaljerede kørselsvejledning, som fører os ind ad smallere og smallere veje, indtil det blot bliver til en grussti, der bugter sig op og ned og rundt indimellem de høje svenske graner. Endelig kan vi ane det røde træhus med de hvide vinduer mellem træerne, og da vi kører ind på gårdspladsen, ligger det badet i lys, og lige nede for enden af den store græsplæne foran huset glimter solens stråler i den spejlblanke overflade på den mørkeblå skovsø. Her er helt tyst.

Rekreation for krop og sind er ifølge ernæringsterapeut Louise Bruun formålet med dette retreat, som varer fra fredag til søndag, og som hun afholder på sin ødegård Svartatorpet fire gange om året for 12 deltagere ad gangen. I de næste tre dage handler det om udrensning og genopfyldning af kroppens depoter ved hjælp af masser af sund mad, yogaundervisning, lange gåture, nye sanseoplevelser og tid til at tænke.

Hun har bedt os om at nedtrappe vores kost de sidste to dage inden afrejsen for at sikre, at vi får det optimale udbytte ud af vores ophold. Dvs. at vi har måttet undvære alle de mad- og drikkevarer samt stimulanser, som hun mener har en belastende effekt på krop og sind. Det betyder: ingen mælkeprodukter, gluten (hvede, havre, rug og spelt), sukker, kaffe og alkohol. For mit eget vedkommende giver det mig de største udfordringer ikke at måtte spise mælke- og kornprodukter – og så selvfølgelig at være foruden kaffen, som jeg drikker en del af hver dag. Louise Bruun har advaret os om, at nedtrapningen kan udløse bl.a. hovedpine og træthed, fordi man nægter kroppen mange af de ting, den er vant til at få, og ganske rigtigt indtræffer hovedpinen og en knusende træthed allerede den første eftermiddag. Det er både skræmmende og tankevækkende at blive gjort opmærksom på, hvor afhængig jeg i virkeligheden er af disse fødevarer.

Fortsætter på næste side...Mærk kroppen

Da vi mødes på ødegården i Sverige, er alle symptomerne dog forsvundet som dug for solen, og jeg føler mig helt klar til at fylde min krop med sund og næringsrig mad. Ved ankomsten er der dækket op til frokost i haven, og mens den eneste anden lyd kommer fra fuglene, der kvidrer i træerne, fortæller Louise Bruun om planerne for de kommende dage. Hun understreger, at det allervigtigste er, at vi kommer til at mærke vores krop på en ny måde, nu da vi har givet den en pause fra de belastende fødevarer, vi plejer at fylde den med. Essentielt for, at det skal lykkes, er, at vi hele weekenden skal spise en plantebaseret kost lavet af de bedste økologiske råvarer, stimulerende urter, frisklavede juicer og safter, koldpressede olier og masser af forskellige urteteer. Desuden er menuen designet med særlig fokus på at holde blodsukkeret stabilt for at undgå sult og sukkercravings.

Louise Bruun er bl.a. forfatter til bøgerne Lykkemad, Lækkermad og Få en lykkelig krop på 28 dage, og man kan virkelig ikke andet end at blive glad, når man ser den mad, hun serverer Frokosten består af brændenældesuppe med ramsløg, som hun selv har været ude at hente i skoven, en creme af cashewnødder og bagte peberfrugter samt hendes såkaldte kernegulerodsbrud fyldt med kerner og frø.

Hvad man putter ind i kroppen, betyder noget for, hvordan den fungerer, og for at få den til at fungere helt optimalt skal man naturligvis også røre sig. Derfor går eftermiddagen med en lang gåtur på 6-7 km i raskt tempo, så pulsen kommer op, efterfulgt af eftermiddagste med gyldenris og burrerod, som virker udrensende på især nyrerne, og kakaokugler med dadler, hampe- og sesamfrø, kokosmel og kakaonibs. Bare fordi man skal være sund, betyder det ikke, at man ikke må forkæle sig selv, så længe det er lavet af gode og naturlige råvarer, og blot to små kugler er nok til at tilfredsstille lysten til noget sødt.

Vi har ikke travlt eller skal skynde os på noget tidspunkt under opholdet, så der er god tid til at smide sig på et tæppe i græsset med en bog, lægge sig i hængekøjen og lukke øjnene eller hoppe i den kølige, men særdeles forfriskende skovsø. Sidst på eftermiddagen trækker vi ind i den smukke nyrenoverede lade med lys træbeklædning på alle vægge og laver en times blid yoga med fokus på udstrækning og åndedræt.

Aftensmaden er lige så smuk og smagsmættet som frokosten og består af to salater med hhv. broccoli, quinoa, rosiner og solsikkefrø og en salat med hvidkål og tranebær overhældt med en dressing af peanutbutter og citron samt en tilhørende pesto lavet af ramsløg og hasselnødder. Det er let mad, der fremmer fordøjelsen, og selv om det på ingen måde mætter som et stykke rødt oksekød, er det fyldt med proteiner, sunde fedtstoffer, grøntsager og vitaminer og mineraler, som giver en god fornemmelse i kroppen. Dagen slutter af med endnu en gåtur, og for første gang i årevis ligger jeg allerede kl. 21 i min seng – mæt af indtryk og lækker mad.

En smittende begejstring

Lørdag morgen vågner jeg med et sæt kl. 6.45 og nærmest springer ud af sengen, fuld af energi. Efter et glas aloe vera-drik (som er lidt af en bitter pille) laver vi halvanden times yoga på tom mave, og denne gang er hårdhedsgraden øget væsentligt. Vores underviser Karen er specialist i vinyasa, som er en af de mest dynamiske yogaformer, og det giver sved på panden at lave de mange solhilsener, stående stillinger og til sidst balancerende stillinger. Morgenmaden er derfor i den grad fortjent, og Louise serverer en næsten chokolademousselignende grød, der består af opblødte hørfrø og chiafrø tilsat lidt abrikos- og mandelmos, og som er toppet med tørrede morbær, gojibær og rosiner, græskarkerner, kakaonibs, birkepollen og hakkede mandler og æbler. Det er overdådighed i sin reneste form, og det er sjovt at blive introduceret til så mange nye madvarer, som jeg aldrig har smagt før.

Det er tydeligt, at Louise Bruun elsker at lave mad, og det er svært ikke at blive smittet af hendes begejstring, når hun pludselig udbryder ude fra køkkenet: “Nej, nu har jeg sgu overgået mig selv!”, mens hun smager på det æble/avocadofyld, hun netop har frembragt til aftenens kage med en bund af cashewnødder, valnødder, abrikoser og dadler. Alt, hvad hun tilbereder, er friskt og indbydende – som lørdagens frokost med en fennikelsalat med kakaonibs, hummus og en rødkålssalat med ramsløg. Eller aftenens festmåltid med bagte rodfrugter, salater med hhv. lilla spidskål og koriander, quinoa, broccoli og mynte og den grønne salat med granatæblekerner og ærteskud og som afslutning den føromtalte kage (der smager guddommeligt).

I løbet af dagen når vi endnu en lang gåtur, en times yoga og afspænding på græsset og en iskold dukkert i søen. Dagen slutter på samme måde som den foregående med en smuk gåtur efter aftensmaden rundt langs skovsøen, og vi betragter solnedgangen fra en bakketop. Igen går jeg i seng kl. 21 og falder i søvn med det samme. Jeg drømmer om at tilbringe en hel uge heroppe i de rolige omgivelser midt i den skønne natur, men allerede i morgen er det slut. Øv!Sund i hverdagen

Jeg vågner før kl. 7 søndag morgen og føler mig nu virkelig veludhvilet. I to nætter i træk har jeg sovet fuldstændig uforstyrret, hvor jeg på en normal nat plejer at blive vækket en til to gange af min lille søn. Det kan virkelig mærkes på det daglige energiniveau, når man over en længere periode ikke får sovet igennem, men nu er trætheden langt borte.

Vi starter igen dagen med aloe vera-drik, halvanden times yoga, og derefter byder Louise på det afsluttende morgenmåltid, inden turen går tilbage til København: en morgendrik med appelsiner, citroner, açaipulver og aroniasaft samt æggekage med cherrytomater og ramsløg. Jeg har lyst til at tage denne livsstil med mig hjem, men har svært ved at overskue, hvor jeg skal starte, og hvordan jeg kan få det til at fungere, når jeg igen er hjemme i min travle hverdag med fuldtidsjob, min søn, der skal hentes i vuggestuen, og minimal tid til at fremtrylle dagens måltider. Louise beroliger mig med, at man ikke behøver gøre alting på en gang. Heroppe på retreatet lever vi ekstremt sundt i tre dage, og hvis bare hun har inspireret os til at tænke to gange over, hvad vi putter i munden, og måske tage nogle af hendes ideer med hjem, er hendes mission lykkedes. Selv synder hun med fx vin og chokolade en gang imellem – det skal der også være plads til.

Inspireret, det er jeg i hvert fald blevet, og da jeg er hjemme igen søndag eftermiddag, lægger jeg vejen forbi min lokale helsekostbutik, Urtehuset på Gl. Kongevej. Her køber jeg økologiske nødder, frø, tørrede frugter, quinoa og urteteer, som jeg aldrig har drukket før, men som det viser sig, at jeg er helt vild med. Jeg føler mig udhvilet, let i kroppen, og min mave er blevet synligt fladere. Hvis bare tre dage med denne livsstil kan få mig til at føle mig som et nyt og lettere menneske, glæder jeg mig til at opleve, hvordan jeg har det om en måned.

Sådan kommer du med:

Læs mere om Louise Bruuns retreats på Louisebruun.dk. Kurserne afholdes næste gang 20.-22. september og 4.-6. oktober 2013. Prisen for opholdet inkl. alle måltider og yogaundervisning er 3.500 kr. Transport er ikke inkluderet i prisen.

Se også: Sensommerpleje til håret

Se også: 5 nyheder til din velvære