Farver, print og spektakulære sko står højt på ønskelisten hos Sanne Thorsø, der ejer den cool butik Stylepaste i Århus. Men du finder også en vis elegance og et par enkelte klassikere i den farvestrålende garderobe.
Jeg håber, at jeg formår at mikse en masse stilarter og stadig har min røde tråd i det hele. Jeg vil sige, at det er "street møder Greta Garbo". På den ene side bruger jeg en masse farver, print og særlige snit, og på den anden har jeg også en del elegant f.eks. i form af min enkle og ladylike Céline-taske.
Hvilke designere inspirerer dig?
Lige nu er jeg meget fascineret af den franske designer Jacquemus. Han formår at tage en kollektion helt ned i øjenhøjde og stadig stå bag et af de meste roste shows denne forår/sommersæson. Jeg synes også, at danske Ganni og Wood Wood gør det godt.
Sølvplateausko fra Prada, guldplateausko fra Céline, støvletter med flæser fra Acne og turkis stiletter fra Charlotte Olympia. Bagerst sko fra Carven, Bionda Castana, Proenza Schouler og Céline.
Hvad har du meget af i din garderobe?
Sko. Jeg har en del spektakulære sko med høje hæle og plateau. Jeg har da også mere afdæmpede sko, men jeg synes, at et par sko, som måske nok ser specielle ud, når de bare står, ser mindre vilde ud, når de kommer på. Så kan de løfte helhedsindtrykket meget, mens et par kedelige sko gør det modsatte.
Nederdele fra Christopher Kane, Stella McCartney, Carven, Topshop, Jacquesmus og Carven.
Har du en særlig shoppestrategi?
Nej, det har jeg aldrig haft. Jeg er meget spontan og køber, hvad jeg kan lide, når det er lige foran næsen på mig.
Annonse
Det bedste køb: Taske fra Céline.
Hvor shopper du?
Ud over min egen biks shopper jeg hos Brownsfashion.com, der er gode til at købe ind også fra mindre, eksperimenterende designere. Og hos Topshop, der har mange sæt, hvad jeg godt kan lide. Her skal man dog virkelig være dygtig for at finde det rigtige. Men pudsigt nok elsker jeg faktisk ikke at shoppe, og når jeg f.eks. er ude at rejse, vil jeg hellere sidde på en café. Jeg er mere forelsket i mode end i shopping.
Hverdagsfarver. Strik med tern fra Christopher Kane, pink sweatshirt fra Jacquesmus, jeans fra Acne og sko fra Lanvin.
Fra hvilke mærker finder du dine basiskøb?
Acne, Acne, Acne forever. Jeg kan ikke lide det hele, men hver sæson finder jeg nogle elementer, der er helt særlige og samtidig meget brugbare – f.eks. et par hvide nålestribede bukser denne sæson.
T.V.: Koralfarvet jakke fra Carven, turkis jakke fra Topshop og jakke i lak fra Acne.
T.H.: Sommerfestlook. Kjole fra Msgm, sandaler og sweatshirt fra Acne.
Hvad er dit nyeste køb?
En sliced læderjakke fra Acne i hvid. Den ser ret vild ud, men sat sammen med en kjole eller par jeans er den bare fantastisk.