Tak for selvtillid, sex og smukke sko
Anmeldelse: Sex and The City 2
Dansk premieredato
: 3. juni 2010
Vi møder Carrie og Big to år efter, de er blevet gift, og deres forhold befinder sig et sted ”mellem hot sex og børn” – de har hverken det ene eller det andet. Charlotte er presset af en toårig i trodsalderen. Miranda plages af en kvindehadende chef. Imens Samantha tappert kæmper for at holde overgangsalderen på afstand. Alt er nogenlunde ved det gamle og så alligevel ikke.
”Sex and the City” er siden 1998 blevet en verdensomspændende fænomen, der har inspireret kvinder fra New York til New Delhi ved vise singlekvinder som succeshistorier og fået fans blandt både politikere på Christiansborg og neglestylister i Harlem. Det har serien gjort ved at give os fire, godt nok fiktive, men ikke desto mindre fabulous veninder, der altid er der for hinanden . og på en måde også for os. Som diskuterer de dilemmaer, vi kender fra os selv – uden at give begrænsende svar, men sætter tanker i gang.
Carrie og hendes fire veninder gjorde verden sikrere for singler og os andre mindre bange for at blive det. Nu er projektet lykkedes, og ”Sex and the City 2” viser, at forfatter og instruktør Michael Patrick King ikke har så meget mere på hjerte. Er man som undertegnede anmelder ked af, hvor klovnet søde Bridget Jones fremstilles i film nr. 2 ”På randen af fornuft”, har man et billede af, hvad der kikser i den nye ”Sex and the City”-film.
Vores usentimentale, nuancerede og livskloge veninder er reduceret til karikaturer – og – oh rædsel – tv-seriens virkelige primadonna – New York er knap nok med. I stedet tager de fire til Abu Dhabi, hvor ”Sex and the Citys” caffelatte kvindefrigørelse tager sig malplaceret ud.
Mens Carrie her endnu en gang bliver stillet over for det pirrende valg mellem dejlige Aidan og karismatiske Big, trisser filmen af sted over to og en halv time næsten uden handling. ”Sex and the City 2” gentager her sit fine budskab fra den første film, om at kærlighed ikke trives under tyngden af konventioner, men det eneste, der er nyt under den arabiske ørkensol er kjolerne, taskerne og stiletterne, der ivrigt vises frem, og det er ikke nok. Vi siger tak for selvtillid og smukke sko – og bevarer tv-serien inden for rækkevidde.
TIP: Se webtv fra gallapremieren i KBH på Eurowoman.dk.