Test af mineralfoundations
Mineralfoundation er stadig et forholdsvist nyt fænomen, men er intet mindre end perfekt, når du ønsker en smuk hud, der samtidig ser naturlig ud, og når du først har prøvet dem, slipper du dem aldrig!
Du skal drysse den løse mineralfoundation ned i låget fra emballagen, arbejde den ind i en stor pensel og derefter i cirkelbevægelser påføre den huden.
Du skal nok lige vænne dig til at bruge den, men du vil hurtigt opdage, hvor nemt det er at få en pæn og naturlig glød.
Den udglattende
Bio Active Brightening Minerals fra BeautyFusion, 375 kr.
Lækker foundation med antioxidanter, der jo er et must i din daglige hudplejerutine, derudover får den også din hud til at stråle af liv med de små shimmer partikler. Den er let at påføre, gør din hud ensartet og føles udglattende på overfladen. Huden bliver blød og kan stadig ånde.
Låget er stort og nærmest skåleformet og gør det nemt at arbejde produktet godt ind i penslen, før du ”buffer” den på huden.
Den, der giver glød
Pure Mineral Powder Foundation fra Bloom hos Simplyvain.dk, 205 kr. Børste, 205 kr.
En meget fin, let og blid foundation med en smuk effekt af friskhed, der bliver på din hud dagen igennem.
Den skaber glød og liv i din hud, er nem at arbejde ind og ser ud og føles helt naturlig.
En mineralfoundation, der dækker perfekt og giver et lækkert, ensartet og blødt look. Glem alt om concealer, når du bruger den. Denne er helt klart testpersonens favorit.
Den Dækkende
Glopressed Base fra Glominerals, 425 kr. Børste, 345 kr.
Den har en skøn og blød konsistens og blender let ind i hudens naturlige farve uden at efterlade kanter og tydelige overgange. Den holder hele dagen og giver en rar og ren følelse på grund af dens naturlige duft. Den har en utrolig dækkende, jævn og udglattende effekt – uden at virke som en tung maske. Helt klart til dig, der går efter en kraftig dækkeevne – og det er derfor ikke mærkeligt, at mange Hollywoodstjerner sværger til den.
Foto: James Bates