Test af tre plejende mascaraer

Test af tre plejende mascaraer

Den nyeste teknologi indenfor mascara har gjort det muligt at forstærke, forlænge, fortykke, pleje og beskytte dine vipper samtidig med, at du giver dem farve.

Perfekt hverdagsmascara

Ceramide Lash Extending Treatment Mascara fra Elizabeth Arden,  185 kr.

Den har en blød børste med en perfekt form og størrelse, som gør det nemt at arbejde farven og de plejende ingredienser godt omkring dine vipper, der bliver smukke, lange og fyldige med det samme. Du kan sagtens bygge mascaraen op over flere omgange og tilføre mere af den i løbet af dagen, uden at vipperne klistrer sammen eller smitter af på huden omkring. På grund af de plejende ingredienser og indholdet af vitaminer føles dine vipper sunde og bløde dagen igennem. Testpersonen ender med at skifte sin gængse mascara ud med denne multifunktionelle af slagsen.

Dramatiske vipper

Micro-Technology pure Protein Lash Plump fra BeautyFushion,  345 kr.

Med de små fibre på den bløde børste bygger du dine vipper op, så de bliver lange og meget intense. Testpersonen kalder den ‘kunstige vipper på tube’. Det plejende produkts konsistens føles rart og blødt uden at tørre for meget ud og giver dermed ikke hårde øjenvipper. Fordi den er så dejlig blød, skal du være opmærksom på, at den godt kan smitte lidt af under øjet, hvis du opholder dig i et fugtigt klima. Så husk lige at have en vatpind med i tasken til at fjerne det overskydende med. Det er ikke en hverdagsmascara men oplagt til fest.

Kuren til dine vipper og bryn

Lash + Brow Growth Stimulator fra Model Co, 240 kr.

Selvom testpersonen mente at have fået lidt tættere og sundere vipper og bryn, kan det være svært at bedømme på 14 dage. Det er en rar fornemmelse at vide, at du hver aften påfører dem et ultra plejende produkt. Du skal bruge den lille kam til at rede det flydende produkt (uden farve) på dine bryn og vipper. Det består af vitaminer og proteiner, der stimulerer hårrødderne, holder dem i fuld gang med at producere nye hår og beskytter mod de frie radikalers angreb. Kan bruges som kur om natten eller dagligt under din mascara.