Designerduoens hotteste modetips
Rikke og Helle mødte hinanden på Danmarks Designskole – og var altid de sidste, der var tilbage og gik og fejede stofrester op. For de kunne bare rigtig godt lide at være der og har den samme arbejdsenergi, siger de to designere, der egentlig er meget forskellige, men i løbet af uddannelsen fandt ud af, at de har rigtig god kemi sammen – både privat og professionelt.
Så allerede et halvt år efter deres afgangseksamen startede de to Baum und Pferdgarten op. Hjemme i Helles kartoffelrækkehus på Østerbro. På et to-årigt arbejdslegat fra Statens Kunstfond og 50.000 kroner lånt i banken. Og med stor succes.
Det anerkendte modefirma ramte dog midlertidigt muren sommeren 2009, hvor de gik konkurs pga. finanskrisen. Bruuns Bazaar købte en aktieandel, og i dag kører Baum und Pferdgarten videre med den nye medejer – men stadig med Rikke og Helle suverænt ved roret.
Marianne Eriksens strikkede armbånd, som spillede en stor rolle i stylingen af Baum und Pferdgartens første modeserie for ALT for damerne.
Læs videre her, hvor du får designerduoens bedste stiltips (og husk at se deres helt nye modeserie i denne uges ALT for damerne).
Rikke om Helle:
“Helle har en helt utrolig fornemmelse for kvalitet samt finish og forarbejdning. Det bærer vores tøj meget præg af. Og så er hun er en super dygtig designer, der er god til at vende tingene på hovedet og give klassikere nyt liv. ”
Helle om Rikke:
“Rikkes sprælske, farverige sammensætninger både i print og form er altid inspirerende, og så er hun skide god til at lave bukser.”
Hvordan vil I beskrive jeres stil?
‒ Eklektisk, klassisk, humoristisk.
Hvorfor sagde I ja til at være gæstestylister i Alt for damerne?
‒ Vi synes begge, det er sjovt at færdiggøre et look. Det er en kreativ proces, hvor man skal tænke i helheder og være opmærksomme på, hvordan læseren modtager det.
Hvad kan man bruge jeres modeserier her i bladet til?
‒ Til at se, hvordan man kan klone forskellige look. Vi synes, at vi giver et andet bud på, hvordan man på tværs af stilarter kan få sig et anderledes og moderne look.
Hvad tror I, at vi kommer til at se meget mere af i denne sæson?
‒ 70’er-safari-looket med Chloé som den toneangivende.
Hvad er jeres forhold til mode?
‒ Vi beskæftiger os med mode 24 timer i døgnet. Som designere suger vi jo mere eller mindre bevidst ting, tanker, musik og indtryk til os hele tiden og prøver at omsætte det til mode. Mode er et spændende designfelt, som har så mange muligheder i sig. Vi har altid været meget begejstrede for materialet og formen.
Hvad er jeres forhold til ALT for damerne?
‒ ALT for damerne har altid været i vores bevidsthed, og da vi begyndte at beskæftige os med tøj, blev det selvfølgelig en helt naturlig ting at følge med i ALT for damerne.
Helle Hestehave gennemgår de sidste detaljer før skydningen af Baum und Pferdgartens første modeserie for ALT for damerne går i gang.
Hvordan opnår man ifølge jer et personligt look?
‒ Ved at komponere sin egen stil, prøve sig frem og ikke være bange for at stoppe trafikken.
Jeres bedste stylingtip lige nu?
‒ Marianne Eriksens fantastiske strikkede armbånd er gode at style med. De er anderledes, giver kant, og pifter det hele op.
Hvad er so last season?
Jim Lyngvilds bog „Schyyy…“
Har I et stil-ikon?
‒ Vi synes, at Giovanna Battaglia, som er fashion editor for L’Uomo Vogue (italiensk herremodeblad, red.), er meget inspirerende.
Hvem kunne I tænke jer at se i jeres tøj?
‒ Kvinder, der elsker tøj og har en god sans for at bruge vores tøj sammen med andre fede mærker.
Så er fotooptagelsen for alvor i gang. Klik dig videre på de næste sider for at se flere backstagebilleder.
Alle detaljer skal være i orden, og tåneglene skal ha’ den helt rette lak.
Modellen Annika forsøger at finde den rigtige posering.
Fotografen Casper i fuld aktion.