Ugens gæstestylist: Julie Fagerholt
“Mode er… en måde at udtrykke sig på. ”
- Julie Fagerholt
Hvordan vil du beskrive din stil?
– Jeg kan jo ikke komme uden om det feminine. Kombineret med noget casual, noget råt og noget drenget. Jeg kan ikke lide, hvis det bliver for fint og for yndigt. Så hellere gå den mere rå og sofistikerede vej. Blonderne, som er karakteristiske for mit design, skal bruges på en rå måde. Kant er vigtigt for mig. At man f.eks. kombinerer med nogle seje hæle eller en læderjakke. Kontraster er meget vigtige for min stil. Det må hellere være for skævt end matche for meget.
Hvorfor sagde du ja til at være gæstestylist i ALT for damerne?
– For mig er det en helt anden måde at arbejde og tænke på. Her kunne jeg jo bruge nogle af mine kollegers mærker og skabe små universer, som læserne forhåbentlig kan bruge til noget. Jeg har lagt meget vægt på stemningen i billederne. Forførelse. Jeg arbejder altid sammen med Jette Jørs, så vi kender hinandens univers – udfordringen her var at skulle tænke mere kommercielt.
Hvis du skal sætte et par ord på den første modeserie her?
– Billederne er skudt i Jettes hestefold, hvor jeg har forsøgt at skabe en cowboy-chic-agtig stemning – med et humoristisk tvist. Hønen blev f.eks. helt vigtig, efter at den blev særligt udvalgt som star-høne i serien.
“Mit univers er fuldt af… prints, broderier, farver og blonder. ”
- Julie Fagerholt
Hvad kommer vi til at se meget mere af denne her sæson?
– For mit vedkommende tror jeg meget på ponchoer og capes. Flere gode prints. Og en mere casual silhuet – jeg tror på en mere nedtonet og afslappet stil. Men på en lækker måde. Mindre bling-bling, men mere sofistikeret afslappethed.
Hvad er dit forhold til mode?
– Mode er en måde at udtrykke sin personlighed på. For mig er mode mange ting. Alt fra historie til film, udstillinger… Selvfølgelig kan man tage til Milano og støvsuge alle butikkerne – det gider man kun én dag. Jeg synes, det er meget mere inspirerende at fordybe mig i en udstilling om mode igennem tiderne – dét er interessant. Eller i en bog om marokkanske mønstre. På den måde fletter jeg tit noget kulturhistorisk ind i mine kollektioner.
Hvor finder du inspiration?
– Mit job er ikke et 9-16 job. Det er en livsstil. Inspirationen kan komme til mig på en cykeltur, på rejser, udstillinger, museer, film, eller folk på gaden.
“God stil er… personlighed. ”
- Julie Fagerholt
Hvad er dit forhold til ALT for damerne?
– Jeg er vokset op med ALT for damerne. Første gang, jeg var i bladet, var jeg 12 år og skulle vise mit værelse frem – det var jo bare super spændende. Næste gang var jeg 18 og lige blevet optaget på Danmarks Designskole. ALT for damerne har altid fulgt min karriere og været meget trofaste.
Hvordan opnår man ifølge dig et personligt look?
– At man nogle gange tør gå andre veje. Også den lidt skæve vej – og på den måde lader sin personlighed skinne igennem. Det med at følge flokken er i virkeligheden en meget dansk mentalitet – det handler vel om at føle sig tryg. Jeg kan godt lide at finde ting på et loppemarked og går også gerne i både H&M og især Zara, som jeg synes laver nogle ret gode ting efterhånden. Her er det godt at finde basic-ting, som kan supplere de kvalitetsting, man har.
Dit bedste styling-tip lige nu?
– Jeg elsker tørklæder. Som kontrast og for at give farve og dresse et outfit op og ned.
Hvad er„so last season“?
– Egentlig bryder jeg mig ikke om udtrykket. Folk skal føle sig tilpas i det, de har på, så er jeg egentlig ligeglad, om det er „so last season“.
Stilikon?
– Chefredaktøren på fransk Elle, Carine Roitfeld, har god stil og et klart statement. Rå kant og meget fransk på nogle punkter.
Vores håndplukkede panel af gæstestylister, som hver uge på skift sammensætter vidt forskellige modeserier, består lige nu, ud over Julie Fagerholt, af smykkedesigneren Sophie Bille Brahe og designerne Ole Yde og Naja Munthe.