Unique Model Search i Århus

Unique Model Search i Århus

Da jeg trådte indenfor i en overfyldt Magasin var det tydeligt, at her ikke blot var tale om fredagsshopping og last-minute impulskøb. Stemningen var spændt og jagten på star-quality var i gang.

I fredags holdte Unique Models nemlig casting, og både piger og drenge i alderen fra 14-21 år var mødt op i håb om at blive det nye ansigt hos Unique.

Men som model kan tiden gå langsomt, og man må værne sig med tålmodighed og udnytte ventetiden bedst muligt.

Her holder en af pigerne sig beskæftiget med musik i ørerne og lidt læsning – måske hun lader sig inspirere af de 74 stilsikre modekøb, som du kan læse om i månedens Eurowoman.

Genertheden måtte pakkes ned, for i Magasin stoppede de mange forbipasserende gerne op og kiggede nysgerrigt med

En af pigerne som i høj grad udviste potentiale var denne blonde pige.

"Hun har højden og et flot symmetrisk ansigt” fortalte Jacqueline begejstret.

Andre af pigerne havde tidligere mødt Jacqueline og var spændte på gensynet. 14-årige Emilie var tidligere blevet stoppet af Jacqueline, ”Jeg mødte tilfældigt Jacqueline sidste år og blev vel nærmest ”opdaget” og nu da jeg er gammel nok, synes jeg det kunne være sjovt at prøve.

16-årige Emma var en af de piger som Jacqueline havde høje forventninger til. Også hun havde tidligere mødt Jacqueline. ”Jeg deltog også sidste år, og nu da mit ansigt har udviklet sig lidt mere, aftalte jeg med Jacqueline at møde op igen. Jeg har altid drømt om at være model, og jeg elsker at stå foran kameraet, så hvis det kan lade sig gøre vil jeg med glæde kaste mig ud i det,” fortalte Emma smilende.

Sidst på dagen fik jeg mig en snak med Jacqueline om de mange fremmødte aspiranter, og man må sige der var masser af smil og meget positive kommentarer om dagens casting.

”Jeg er fuldt ud tilfreds med dagen i dag. Jeg har set et par stykker jeg virkelig har håb for. Men generelt har jeg jo også meget høje forventninger til Århus - jeg har da også efterhånden opdaget mange piger fra Århus, som for eksempel den smukke Maria Gregersen. Jeg ved ikke om det er vandet eller luften, men der er rigtig mange flotte piger i Århus – og ikke mindst flotte kvinder. Århusianske mødre er vildt flotte kvinder, så der må virkelig gode gener i Århus”

Eurowoman takkede af for den dag og ønskede alle de fremmødte held og lykke i drømmen om en modelkarriere.