Velvære for dig - Anne Lose
Hvad indebærer velvære for dig?
“De sidste to år er jeg gået meget op i kost og motion, fordi der var nogle mennesker, der åbnede mine øjne. Jeg havde længe lidt af smerter i ryggen, da jeg for et år siden besøgte velværeeksperten Louise Bruun, der hjalp mig med at lægge min kost om og få lavet en motionsplan. Allerede efter to måneder havde jeg fået et andet liv; der skete noget med min krop og mit humør. Jeg fik et større overskud, smerterne forsvandt og min kost blev mere varieret. Jeg er selvfølgelig også meget privilegeret i forbindelse med mit arbejde, hvor jeg får lov til at prøve nogle af verdens bedste spasteder og behandlinger.”
Hvad gør du for at holde dig i form?
“Jeg har lige testet træningskonceptet Concept 10 10, hvor man kun træner en gang om ugen i 20 minutter. (Du kan læse artiklen i Eurowoman nr. 126). Det er tidsbesparende, og jeg har været vildt glad for det – men jeg savnede min løbetur. Derfor er jeg gået i gang med at vægt- og løbetræne igen et par gange om ugen. Jeg cykler også til og fra arbejde og går til gymnastik med min datter Dagmar på fire år. Det gør jeg også, fordi jeg synes, det er vigtigt, at hun lærer, at det er godt at dyrke motion.”
Tænker du over, hvad du spiser?
“Ja. Jeg spiser kun økologisk og har opdaget, at jeg derved spiser mindre, fordi jeg bliver hurtigere mæt. Før i tiden spiste jeg også meget slik, men det er kun i weekenderne, at jeg kan synde lidt. Ellers spiser jeg nødder og tørret frugt, og jeg er vild med Kur Delight kuglerne, der er blevet som slik for mig.”
Har du et godt (og nemt) tip til mig, der gerne vil leve sundt, men har en meget travl hverdag?
“Hvis du har overskud og økonomi til det, så book en tid hos en ekspert som Lene Hansson eller Louise Bruun. De kan hurtigt hjælpe dig til en bedre kost og motion, som passer perfekt til dig. Køb kogebogen Køkkenrevolution på høje hæle af Oscar Umahro Cadogan. Der er for eksempel opskrifter på de lækreste kager uden sukker.”
Hvad gør du, når du skal forkæle dig selv?
“Jeg booker en tid til massage, hver gang jeg er stresset og anspændt. Der er ikke noget bedre end at blive æltet af andre og få løsnet alle spændingerne. Jeg elsker også en aften, hvor min kæreste er ude, min datter er lagt i seng og jeg har tid til at tage fodbad, lægge en maske, smøre neglebåndene med olie, i mens jeg læser i mine yndlingsmagasiner.”