Vi tester: Foundations til din hudtype

Vi tester: Foundations til din hudtype

Konsistens, komfort og finish – vi tester de nye foundations på de vigtigste kriterier, når din hud skal have en pæn og ensartet overflade.

LÆS OGSÅ på Eurowoman.dk: Lær at lægge den perfekte fest-makeup

HOLDBAR

Guerlain Timeproof Foundation er en flydende makeup, der giver en medium til fuld dækning med langvarig holdbarhed. Konsistensen er let cremet og lægger sig perfekt på huden, så du slet ikke mærker, du har makeup på. Resultatet er en ensartet, fløjsblød hud uden tendens til at se mat ud. Oplagt til dig, der ikke har tid til at bekymre dig om ”touch-ups” i løbet af dagen.

Tenue de Perfection Timeproof Foundation SPF 20, Guerlain, 400 kr.

TRANSPARENT

Smashbox Liquid Halo HD er en transparent, flydende foundation med masser af lysreflekterende partikler, der slører farveforskelle i huden, uden at du skal putte mere på. Resultatet er en meget naturlig hud, der syner mere ”korrigeret” end dækket. Perfekt til dig, der foretrækker en nem og transparent makeup a la en BB eller CC cream.

Liquid Halo HD Foundation SPF 15, Smashbox, 290 kr.

KOMFORTABEL

Clarins Extra-Comfort Foundation er en cremefoundation med en medium dækkeevne. Konsistensen er rig og nærende og dejlig nem at fordele med fingrene. Cremen indeholder både anti-age-ingredienser og olier, som gør den yderst blød og lækker at have på. Resultatet er en jævn og strålende hud, der ser helt naturlig ud. Bedst til den modne hud, der har brug for lidt ekstra komfort.

Extra-Comfort SPF 15, Clarins, 395 kr.

FUGTGIVENDE

Bobbi Brown Luminous Moisturizing Treatment Foundation er en flydende, mediumdækkende foundation med ekstra fugtgivende og lysreflekterende ingredienser, der giver huden en ekstra frisk glød. Konsistensen er utrolig behagelig, og resultatet er en meget naturlig, levende hud. Har du en tør eller moden hud, er den et oplagt valg.

Luminous Moisturizing Treatment Foundation, Bobbi Brown, 355 kr.

FEJLFRI

Sephora 10 HR Perfection er en medium til dækkende foundation, der lover ti timers holdbarhed. Konsistensen er let cremet og fordeler sig jævnt på huden, så farveforskelle og pigmentforandringer dækkes. Resultatet er en meget ensartet hud med en fløjlsblød finish. Optimal som festmakeup eller til dig, der ønsker en fejlfri hud, der ikke føles ”tung”.

10HR Wear Perfection Foundation, Sephora, 125 kr.

OLIEFRI

Estée Lauder Double Wear Light er en flydende, men hurtigtørrende foundation, der lover 15 timers holdbarhed. Formularen er oliefri og giver en let til medium dækning med en lidt mat finish. Den er især velegnet til en kombineret eller fedtet hud, der har brug for et ekstra holdbart produkt, der ikke tilstopper porerne.

Double Wear Light Stay-in-Place Makeup SPF 10, Estée Lauder, 355 kr.

MAT

Rimmel Stay Matte Liquid Mousse er en cremet foundation med en medium til høj dækkeevne. Konsistensen er rig og mousseagtig og fordeler sig nemt på huden uden at føles tung. Resultatet er en helt jævn og fejlfri hud med et mat finish. Optimal til en kombineret eller fedtet hud med tendens til at skinne.

Stay Matte Liquid Mousse Foundation, Rimmel, 70 kr.

PARFUMEFRI

Nilens Jord Compact Foundation er en mediumdækkende foundation uden parabener eller parfume. Konsistensen er fast med en mættet koncentration af pigmenter, som sikrer en god og opbyggelig dækning. Resultatet er en ensartet, jævn hud med et halvmat finish. Ideel til dig, der vil have et hurtigt og nemt makeupprodukt.

Compact Foundation, Nilens jord, 225 kr.

SILKEBLØD

Helena Rubinstein Prodigy Compact er en ultralet og silkeblød pudderfoundation, der lægger sig så fint og vægtløst på huden, at porer og små linjer på magisk vis forsvinder. Resultatet er en mat og ensartet hud helt uden den tørre, maskeagtige fornemmelse, man ellers godt kan opleve, når pudder møder en moden hud. Til dig, der ønsker en mat finish, men ikke går på kompromis med komfort.

Prodigy Compact Foundation, Helena Rubinstein, 600 kr.

NATURLIG

Kjær Weis Compact Foundation er umiddelbart fast i konsistensen, men lige så snart du begynder at arbejde med den olierige formular, smelter den og smyger sig helt tæt til huden uden at efterlade striber. Resultatet er en frisk og ensartet hud, der ser meget naturlig ud. En makeup til dig, der egentlig ikke er til makeup.

Compact Foundation, Kjær Weis, 475 kr. (refill 265 kr.)

LÆS OGSÅ: Få frække røde læber med disse 3 læbestifter