Victoria Beckham lancerer kjolekollektion i New York
New Yorks modeuge er i disse dage i fuld sving, og mere end sædvanligt ånder og lever byen, der aldrig sover, for high fashion. Den unikke stemning udnytter Victoria Beckham, som under modeugen vil præsentere sin første kjolekollektion ved private fremvisninger.
Victoria har skabt 10 looks, der tydeligt reflekterer hendes egen nyfundne glamourøse og tidløse stil.
"Kollektionen er inspireret af den femininitet og elegance, der prægede midten af sidste århundrede. Jeg har altid været tiltrukket af komplicerede design med søm-detaljer, eftersom deres struktur fremhæver den flatterende form af en kvindes silhuet," siger Victoria til Womens Wear Daily.
"Struktur er et nøgleord, når man skal diskutere min kollektion. Korsetterne og bælterne, der er inkorporeret i kjolerne, er lavet på en sådan måde, at de både er komfortable og støttende. Mit tøj er designet til kvinder fra en kvindes perspektiv. Kjoler hører til min signaturstil, eftersom jeg altid har klædt mig på en feminin og ladylike manér. Denne kollektion er muligvis ny, men den har været undervejs hele mit liv," slutter Victoria.
Victoria Beckham design
Prisen på Victoria Beckhams kjoler vil ligge fra ca. 3.000 kr. – 7.350 kr.
Der er endnu ikke oplyst forhandlere.