Vivienne Westwood involveres i ny ‘Sex & the City’ film
Efter Sex & the City: The Movie's enorme succes i 2008 kom det ikke som nogen overraskelse, da en af filmens stjerner, Kim Cattrall (alias Samantha) i november bekendtgjorde, at en fortsættelse er på tegnebordet.
Overraskende er det dog, at designeren Vivienne Westwood » har tilbudt at komme med input til det nye manuskript. Til den første film bidrog Westwood i kostumeafdelingen med en ikonisk brudekjole til Carries skæbnesvangre drømmebryllup med Mr. Big, og modemedier verden over kunne ikke få armene ned over den smukke kreation.
Nu vil designeren udnytte den positive respons og har derfor kontaktet hovedrolleindehaveren Sarah Jessica Parker omkring mulighederne for at blive aktivt involveret i den kommende filmproduktion. Det skriver den engelske avis The Independent.
Optagelserne til den nye film forventes at gå i gang til sommer, og en råudgave af plottet er allerede stykket sammen. Således udtalte Sarah Jessica Parker i efteråret 2008:
"Vi har haft nogle meget generelle samtaler om ideer til plottet. Det er den store udfordring: ideer. Produktionsselskabet er meget entusiastisk, hvilket er dejligt og lokkende. Vi er nået dertil, hvor Michael Patrick King (produceren på Sex & the City, red.) har en masse historier, så nu handler det om, at vi skal stykke det hele sammen og være helt sikre på, at det bliver det rigtige."