Andreas, René og Alexander
Andreas, René og Alexander

Efter "Luksusfælden": Sådan går det Andreas i dag

Siden optagelserne af "Luksusfælden" har Andreas nedbragt sin gæld markant. 

Logo Realityportalen RP RPLOGO

Da eksperterne fra "Luksusfælden" kiggede forbi i oktober, var økonomien presset hos 31-årige Andreas fra Hedensted. I dag ser situationen markant anderledes ud.

Artiklen fortsætter under videoen: 

Siden optagelserne har han nemlig fået nedbragt sin gæld betydeligt, som dengang var på 370.000 kroner.

– Jeg har fået banket 70.000 kroner af gælden, siden eksperterne var forbi tilbage i oktober, fortæller Andreas til Realityportalen.

Ifølge ham selv handlede deltagelsen i programmet om at få en frisk start og komme videre. Han peger samtidig på, at hans kæreste har spillet en afgørende rolle i den positive udvikling.

– Der er blevet banket 10.000 kroner af om måneden, og så var der en kreditor, der gik konkurs. Og så ved hjælp af min søde kæreste, som står på sidelinjen og hjælper, fortæller han.

Ingen kontakt længere

Programdeltagelsen har dog ikke været uden konsekvenser. Det var vennerne René og Alexander, der i sin tid meldte Andreas til programmet, men uenigheder undervejs førte til, at de trak sig inden opfølgningsdagen.

Ifølge Andreas opstod der flere misforståelser i forløbet - blandt andet omkring en opsparing, som i programmet blev omtalt som hans “datters opsparing”.

– Den opsparing, der bliver omtalt i programmet, var en opsparing, jeg havde oprettet til mig selv og kaldt “børnenes opsparing”, forklarer han og fortæller, at navnet skulle hjælpe ham med at holde sig selv i skak.

Den detalje mener han ikke blev forstået korrekt af vennerne i programmet.

– Den havde de ikke fanget. Og det resulterede i, at de mente, jeg tog penge fra min datters opsparing hver måned for at købe pølsehorn, siger han om det vredesudbrud, han fik i programmet.

Han understreger samtidig, at alle tre børn har deres egne opsparinger.

Efter programmet var planen, at han og vennerne skulle se afsnittet sammen, når det kom ud, men den aftale blev dog aldrig til noget.

Ifølge Andreas har han i dag ikke længere kontakt til de to venner.

Hele afsnittet af "Luksusfælden" kan ses på Viaplay.