3 tip til bøger der (måske) kan ændre dit liv

3 tip til bøger der (måske) kan ændre dit liv

 - Der findes bøger, som kan ændre den måde, du ser dit liv på, de muligheder du har, og de valg du kan træffe, siger Julia Lahme. Her er tre af hendes yndlingsbøger.

Tip 1: 'Et år med magisk tænkning' af Joan Dideon.

- En fantastisk, trist, sørgmunter og sjov bog om det år, hvor forfatterinden Joan blev enke. Hun skriver rørende og bevidst om, hvordan hendes liv blev forandret, om sorg og om, hvordan det at turde glæde sig over livet undervejs, kan føles helt forkert. Samtidig beskriver hun indfølende, hvordan det er at elske så højt, at man næsten ikke tør tro på det. Da jeg skrev min bog 'Sig Farvel - hvad præster ved om sorg', talte jeg med en præst, som forklarede mig, at sorg er hjemløs kærlighed. Selvom vi mister, enten på grund af skilsmisse, knuste hjerter eller død, så holder vi jo ikke op med at elske.

Tip 2: 'Spis, Bed, Elsk' af Elizabeth Gilbert

Efterhånden er den bog jo blevet en nyklassiker på linie med 'Bridget Jones' Dagbog', og hvis der er noget, Gilbert har lært os, så er det, at lykken venter derude. Måske er hun en anelse corny, ja. Måske er hun ikke bevidst om, at ikke alle bare kan hæve en halv million og rejse ud, når de har ondt i sjælen. Og nej, måske er hun ikke helt bevidst om, hvad det vil sige at have fast arbejde med risiko for arbejdsløshed, hvis man ligesom bare er

nødt

til at have en pause fra det hele. Men lige meget hvad, så viser hun os, at alt kan ændres, hvis bare vi tør. Og helt ærligt; det kan man da godt tåle at huske på ind i mellem.

Tip 3: 'Det jeg elskede' af Siri Hustved

En vaskeægte tåreperser om en mand, der i slutningen af sit liv ser tilbage på alle dem og alt det, han i løbet af sit liv har elsket. Alle de gange, han fik sit hjerte knust, og alle de gange han stolede på at heldet nok skulle bære ham igennem. En rørende og vidunderlig beretning om, at det vigtigste vi kan lære vores børn og minde os selv om, selv i de mørkeste nætter i de længste februarmåneder, er at huske kærligheden, at elske og at dele.


Flere bøger »der kan ændre dit liv.

Få coachens tip til, »hvordan du kan komme til at leve det liv, du drømmer om.


Nøgleord i denne artikel: Tip, bøger, yndlingsbøger, liv.