Guide til vinterløb

Guide til vinterløb

Når du du skal løbe i kulde og sne, er det alfa og omega, at du er ordentligt klædt på. Her får du tjeklisten til det korrekte løbetøj samt klar besked om myter og sandheder ved vinterløb, og hvad du bør huske på for at undgå skader.

Sko

Slud, sne og sjap er ikke specielt sjovt at løbe i, hvilket måske kan dræbe motivationen for mange af os. Og selvom du overordnet set skal indstille dig på, at det er svært at undgå at få lidt våde fødder i vintervejret, er der dog udstyr, der kan gøre det hele lidt mere behageligt. Først og fremmest kan du trække i specialdesignede løbesko, der ikke bliver drivvåde efter to skridt.

- Det er faktisk muligt at få vandtætte løbesko… eller næsten, fortæller personlig træner Søren Randløv Petersen fra Kropswerk.

- Asics og Salomon har udviklet såkaldte 'trailsko', som er en terrænsko, hvor overdelen er lavet i GoreTex. Sålen er grovere end en normal løbesko, og skoene er noget tungere end normale løbesko. De kan købes på nettet eller i specialforretninger.

Findes der vandtætte sokker?

- Jeg har aldrig hørt om vandtætte løbesokker, og jeg tror heller ikke mine fødder ville bryde sig om disse. Brug gerne skisokker i løbeskoene - de er svedtransporterende.

Tøj

- Det vigtigste om vinteren er at holde sveden væk fra kroppen. Derfor skal du være iført 2-3 lag, på både ben og overkrop, lyder rådet fra Søren Randløv Petersen, der her fortæller præcist hvad, du skal have på hvor:

Ben

- Svedtransporterende lange underbukser er et

must

i koldt vejr, som det inderste lag. Som lag 2 er løbetights eller løse løbebukser en nødvendighed. Overordnet er godt tøj på overkroppen vigtigere end på underkroppen.

Overkrop

Lag 1

- Brug en svedtransporterende lang undertrøje som det inderste lag.

Lag 2

- Som lag 2, bruger jeg selv en almindelig T-shirt  - tag fx en fra kæresten. Er det meget koldt, kan lag 2 også være en bomuldstrøje eller lignende.

Lag 3

- Det yderste lag er det vigtigste. Gå ikke på kompromis med kvaliteten her. En vind og andtæt løbejakke er en absolut nødvendighed. Overvej endda også farvevalg, det er nemlig vigtigt, at man kan se dig i trafikken.

Myter og sandheder om vinterløb

Mange tror, at det at løbe i sne, automatisk betyder, at du forbrænder mere. Men det har ingen betydning, fortæller Søren Randløb Petersen:

- Det eneste, der har betydning for din kondition, er hvor forpustet du bliver under løbeturen. Jo mere forpustet, jo bedre bliver din kondition.

Bruger man flere og andre muskler, når man løber i sne?

- Man kunne godt argumentere for, at andre og flere muskler bruges, når vi løber i sne. Vi skal jo stabilisere kroppen mere, for at holde balancen, når det er glat. Jeg vil nok, mene at det netop er mere udfordrende for balancen, end det er decideret udbytterigt for kroppen.

Forbrænder man flere kalorier ved at løbe i sne?

Nej. Længden på løbeturen, og hvor hurtigt du løber, har betydning for dit kalorieforbrug.


Det skal du også huske

Når du løber på vådt og glat underlag i skov og på vej om vinteren, er der desuden en meget vigtig løbeteknisk detalje, du bør have fokus på, råder Søren Randløb Petersen:

- Først og fremmest er det vigtigt at slappe af i kroppen. Mange akutte skader - fx en forstuvet ankel -  sker, fordi vi ikke løber afslappet.

Søren Randløb Petersen

Uddannet fitnessinstruktør, personlig træner og lægeeksamineret massør. Søren har deltaget i flere maratonløb og tilbyder både træning i løb, styrketræning og mountainbike i firmaet Kropswerk.

Læs mere på www.kropswerk.dk