Få din drømmekrop på 6 uger - Mettes dagbog

Få din drømmekrop på 6 uger - Mettes dagbog

Uge 1

Superfedt at være i gang. Føler overskud. Jeg er overrasket over, at kroppen klare så meget træning, uden at jeg føler mig slidt. Jeg skal vende mig til træningsformen, kommer fra håndbold-verdenen, hvor jeg oplevede en super-smadret fornemmelse i kroppen efter træning (både slidt og gul og blå). Her har jeg overskud og en harmonisk fornemmelse i kroppen, når jeg tager fra træning. Jeg får tilmed en rigtig god fornemmelse af min krop. Supermotiverende at have Lotte på sidelinjen.

Uge 2

Fuld af energi. Overrasket over, at min krop ikke føler sig mere slidt af seks gange træning om ugen. Tomasz, min mand, fortæller, at jeg er fuld af energi om aftenen. Jeg går fra træning med en dejlig overskuds-fornemmelse i kroppen, føler mig i balance og harmoni. Jeg er stadig fuldt ud motiveret for alle træninger, også dem jeg selv skal lave. Når motivationen er lavest til søndagsløbeturen, er kroppen klar og skal ikke „tvinges“ rundt på turen. Under træningen med Lotte får jeg stadig meget ros, og det er super motiverende. Jeg kan også nu selv mærke, når jeg ikke kommer ordentligt ind i øvelserne med min vejrtrækning, det hjælper mig, når jeg laver øvelser selv derhjemme.

Uge 3:

Træningen kører derudaf. Det er ikke svært at finde motivation. Det er den tid på måneden, så jeg er lidt øv over, at kroppen holder på vandet og bliver oppustet. Overrasket over min krop. Den klarer stadig alt den træning. Kostmæssigt finder jeg rytmen med at få det rigtige mad, som jeg også bliver mæt af. Har ikke problemer med at holde mig fra de søde sager samt sodavand. Det er værre med sovsen til maden…

Uge 4:

Så røg vandet af kroppen, og jeg begynder at kunne fornemme på tøjet, at der sker noget. Jeg træner fortsat med fuld power og nyder at kunne kombinere mit løb med en anden form for træning. Stadig en klar krop til hver træning. Specielt på løbeturen søndag efter restitutionsdagen lørdag. Så bruger jeg ikke kræfterne på at „overtale“ kroppen til at komme alle 6 km rundt – dejligt.

Uge 5:

Jeg knokler fortsat på. For første gang oplever jeg, at min træning ikke kan kombineres med hverdagen. Jeg fik det helt skidt og blev mega-tvær, fordi jeg ikke kunne få det til at gå op i en højere enhed. Jeg flyttede træningen til næste dag om morgenen og ventede spændt på, hvordan kroppen reagerede på, at jeg også skulle løbe samme dag efter arbejde. Ellers er alle træninger overholdt. Pilates giver mig stadig en overskudsfornemmelse og en indvendig ro. Udfordrede lige mig selv på ugens sidste træning – løbeturen blev udvidet til 6½ kilometer. Håber, at Lotte synes, det er okay. Underligt at skulle i gang med sidste uge. Det er gået alt for hurtigt.

Uge 6

Træningen har kørt derudaf her i den sidste uge. Jeg har det underligt med, at de seks uger allerede er gået. Jeg når stadig de træninger, jeg skal,og har det supergodt i kroppen. Jeg har nydt godt af min energi og mit overskud på mit arbejde, hvor det har været en presset uge. Jeg stresser ikke. Jeg er forventningsfuld over for i morgen, hvor jeg skal måles og vejes. Er rigtig spændt på resultatet.

Mød Mettes personlige træner Lotte Paarup:

Hun er uddannet fysioterapeut med mange års erfaring inden for bevægelse. Hun arbejder med personlig træning og holdtræning på sit eget institut Den Intelligente Krop i København, hvor du bl.a. kan træne i Pilates Reformer-maskinen. Lotte Paarup har specialiseret sig i pilates, genoptræning, funktionel træning, åndedræt, fødder, ryg og kropsholdning. Hun holder også kurser, foredrag, pilates-uddannelser og har udgivet en lang række dvd’er og bøger indenfor motion og sundhed. Prisen for Mettes forløb over seks uger med 12 gange personlig træning, plan for hjemmetræning og opstart på kostvejledning er 10.500 kr.

Læs mere:

www.lottepaarup.dk

 og

www.denintelligentekrop.dk

.

Mette Zilberberg er...

...29, pædagog i en sfo, gift og bonusmor til en dreng på 6 år. Hun løbetræner to gange om ugen og har indtil for nylig også spillet håndbold et par gange om ugen. Men morgenmaden og frokosten springer hun tit over, aftensmaden står lidt for ofte på junkfood og slik – og Mette føler sig tung, træt og oppustet. Men så møder hun personlig træner Lotte Paarup, en Pilates Reformer maskine – og nogle helt andre kostvaner…