Spaguide: Vejlefjord

Spaguide: Vejlefjord

Værelse  med udsigt

Alle værelser har imponerende udsigt over de velholdte havearealer og den smukke Vejle fjord.

Morgenmadsbuffeten kræver et længere besøg, hvis du skal nå igennem det overvældende udvalg af alt fra amerikanske pandekager med tyk sirup til håndskåren frugt til din yoghurt, og den serveres i konferencelokalerne – også med udsigt over fjorden, hvor du også kan indtage hotellets treretters aftenmenu.

Spa- og kurhotellet ligger i øvrigt en god halv times kørsel fra selve Vejle – eller ca. 400 kr., hvis du skal med taxa fra stationen.

Fra isen til ilden

De termiske bade er kurhotellets helt store attraktion – og i sig selv et arkitektonisk mesterværk. Badene breder sig over et kæmpe areal med adgang i kælderhøjde fra hotellet og fortsætter som selvstændige bygninger, der ikke lader nogle af verdens bedste udenlandske spa’er meget tilbage. Indenfor får du en rundtur fra en af stedets venlige behandlere, inden du bliver sluppet løs mellem de mange kar.

Tip: 

Gå (eller løb) direkte fra isbadet til ildbadet – det skal opleves og er fantastisk.

Prøv også de store massagebrusere og selvfølgelig det udendørs skovbad, som er en oplevelse i sig selv.

Husk i øvrigt en god bog – eller dit ALT for damerne – der er fri afslapning med skøn udsigt til naturen eller foran pejsen i badenes mange liggestole.

Urtebolde med ny energi

Vælger du at besøge kurhotellet med en overnatning, er det ren luksus at forkæle dig selv med mere end en enkelt behandling. Start f.eks. med en af de yderst rare kropsbehandlinger – vi havde booket tid lige efter ankomsten, og det får dig lynhurtigt i spastemning og ned i tempo.

Behandlingen „Pantai Luar“ (60 minutter, 895 kr.) er blot én af utallige behandlingsspecialiteter, og den er inspireret af asiatisk massage med brandvarme urtebolde, der indeholder ekstrater af urter og frugter til at aktivere blodcirkulationen. Du kan næsten mærke, hvordan din krop vågner, efterhånden som de glohede urtebolde rammer din hud, og du rejser dig fra briksen med en anderledes varme og energi.

Prøv også en halv times afslappende fod- og håndmassage – en perfekt måde at tage afsked med kurstedet på. Massagen foregår i det fælles afslapningsrum i hotellets kælder, og det kan stærkt anbefales at nyde en af de supersunde smoothies fra de termiske bades vitalbar undervejs. Varianten med hindbær og kanel kan næsten få mig til at tage hele turen tilbage til Vejlefjord (men de søde behandlere var dog så venlige at afsløre, at opskriften stammer fra Oscar Umahros bog „Køkkenrevolution på høje hæle“).

Højdepunktet

Det udendørs opvarmede skovbad, hvor du uanset årstiden kan flyde i vandet med udsigt til den usandsynligt smukke Vejlefjord omgivet af overvældende natur. 

Pris

Dagsbesøg i de termiske bade 350 kr. Overnatning på kurhotellet, morgenmadsbuffet, middag og adgang til badene ca. 2.000 kr. Spa- og skønhedsbehandlinger bookes ved siden af.

Bonusinfo

Snyd ikke dig selv for en såkaldt „Forrest run“, hvor en løbetræner tager dig (og et lille hold medløbere) på en god halv times løbetur gennem skoven, langs fjorden og op og ned ad bakker. Super følelse både bagefter og undervejs, og du kan løbe i dit eget tempo. Ca. 100 kr.

Link

www.hotelvejlefjord.dk.

Tip:

 Forlæng dit spaophold - køb spaprodukter med hjem.

Fresh Up Kropsolie med duft af pebermynte og kokos er perfekt, når huden er skrubbet fri for døde hudceller med saltscrubben eller efter massage. 65 kr.

Vi kan også anbefale Geranium Saltscrub (i Vejlefjords eget mærke), der gør din hud superblød og giver dig optimalt udbytte af din kropsolie eller bodylotion. Brug den efter et varmt afslappende karbad eller scrub din hud frisk under bruseren. 45 kr.