Sundhedscoachens bedste juleråd

Sundhedscoachens bedste juleråd

Du kan godt komme sundt gennem julen. Men det kræver lidt mere fokus og viljestyrke, fordi måneden er spækket med fede fristelser, usunde julearrangementer, hyggegløgg med venner og familie og diverse afslutninger. Alt sammen aktiviteter, der kan medvirke til stress, og som udfordrer vores gode intentioner om at leve sundt. Alle de mange hyggestunder kan koste dyrt på vægten, for i hyggens hellige navn er det ikke altid velanset at tælle kalorier, tænke på mættet fedt og den slags. Det kan vente til det nye år, tænker mange. Og derfor er netop december et godt tidspunkt at starte det sunde liv på. Det mener Camilla Christoffersen, der er sundhedscoach og arbejder med motivation, træning og kost. Læs her hendes tre tips til den sunde december:


1. Start dit nytårsforsæt den 1. december i stedet for 1. januar

Hvis du alligevel har et ønske om at leve sundere i det nye år, hvorfor så ikke starte allerede i december? Tag det sunde alternativ til decembers mange julearrangementer:

# Mandarin i stedet for pebernødder og konfekt.

# Rejer i stedet for flæskesteg.

# Danskvand i stedet for julebryg.

Hvis du lever sundt 80 pct. af tiden er der plads til de fede og søde sager de resterende 20 pct. På den måde er der ingen forbud og plads til netop din individuelle prioritering.


2. Køb ind på den rigtige måde

Køb først ind til konfekt og lignende, lige inden du skal bruge det, så det ikke ligger og frister. De ting, du forsøger at undgå at spise, skal du ikke have i dit hjem. Hav til gengæld et godt udvalg af lækre grøntsager, frugt og bær.

3. Pas på din nattesøvn

De fleste voksne har brug for 7-8 timers nattesøvn. Når du er frisk og udhvilet, er det også lettere at værelidt sundere, da du formentlig har mere energi og mere viljestyrke til at vælge de sunde retter. Og til et øget aktivitetsniveau. Du skal være fysisk aktiv hver dag, hvilket også er den “gratis” aktivitet som for eksempel at gå til julearrangementer i rimelig afstand, tage trappen og lege med ungerne i haven.