Da Ingrid Mørch Jørgensen deltog i ”Den store bagedyst”, var hun med sine blot 16 år den yngste amatørbager i teltet. Men gå-på-modet manglede hun bestemt ikke, og under optagelserne satte hun endda musikskolen på pause for at få mere tid i køkkenet.
Under programmet blev klaverspillet nemlig fuldstændig skiftet ud med springforme og sprøjteposer.
Det har været en stejl læringskurve for Ingrid at deltage i Bagedysten. – Jeg har lært alt muligt nyt – lige fra chokoladebånd, glaze, og at der er forskellige elementer, der bidrager til noget i kagen. Det er ikke bare en bund og en mousse. Det er virkelig noget med smage, og hvad der komplimenterer hinanden.Janus Nielsen
– Jeg gik på orlov fra musikskolen, mens jeg medvirkede i programmet og spillede slet ikke klaver. Inden da spillede jeg én gang om dagen fem gange om ugen. Men pludselig blev jeg nødt til at fokusere på bagningen, fortæller Ingrid, som i dag er 17 år og stille og roligt finder vej tilbage til musikken.
Men der er ingen tvivl om, at Ingrids hjerte også brænder for bagekunsten.
– Lige nu går jeg i 2.G, og der er mange afleveringer. Når jeg er færdig, har jeg mere lyst til at bage en kage end at sætte mig op til klaveret. I øjeblikket er det bagningen, der giver mig ro, forklarer Ingrid, som har fulgt med i ”Den store bagedyst”, siden hun var helt lille.
– Jeg gik til keramik inden bagedysten, hvor jeg har lavet forskellige kopper. Det var virkelig hyggeligt, og jeg kunne godt finde på at starte igen på et tidspunkt. Det eneste, der stopper mig, er tiden, lyder det fra den kreative jyde.Janus Nielsen
Kage på hjernen
Da programmet blev optaget, gik Ingrid i 1.G, og selvom hun formåede at balancere skole og bagning, fyldte kageopskrifter meget i hendes bevidsthed.
– Jeg var nødt til at forberede mig på bagedysten i skoletiden og kigge på opskrifter. Det var bare sådan, det var. Jeg kunne også godt finde på at lave en mousse klokken halv ti om aftenen, så den var klar næste morgen, fortæller Ingrid.
Annonce
I fritiden arbejder Ingrid som tjener og udover kageudstyr, er lønnen også gået til en racercykel. – Når det er sæson, så cykler jeg hver søndag med min far.Janus Nielsen
– Jeg havde bagning på hjernen og drømte om kager og smage. Når jeg vil noget, er jeg rigtig arbejdsom. Jeg tror, det kommer fra begge mine forældre – når de går op i noget, er de på samme måde.
Bagedysten har dog helt og holdent været Ingrids eget projekt, og det var hendes egen idé at melde sig til.
”Den store bagedyst” kan tage en stor del af æren, når det kommer til den voksende interesse for bagning, som allerede vandt frem, da Ingrid var seks-syv år gammel. – Jeg husker særligt den sæson, hvor Liv Martine var med i 2015. Det var dér, jeg tænkte: Jeg vil også være med – det ser sjovt ud, mindes Ingrid, som også har fået signeret en kogebog fra sit idol.Janus Nielsen
– Mine forældre vidste godt, jeg kunne lide at bage, og at jeg selv kunne finde ud af de ting, jeg skulle i bagedysten. Så det blev mit projekt og ikke deres. De har hjulpet med at handle og rydde op, men bagningen stod jeg selv for, siger Ingrid, der også selv har investeret i bageudstyr under konkurrencen.