Rasmus i "Alene i vildmarken"

Rasmus afslører: Derfor gik jeg ikke i vandet

Spillereglerne er nogle helt andre i vildmarken, end de er derhjemme, fastslår Rasmus.

logo herognu HER&NU HN

Til daglig er det ikke et problem for "Alene i vildmarken"-deltageren Rasmus Kragh at gå i koldt vand. Faktisk starter han ofte sin dag med et isbad og elsker det. 

Det fik han også i aftenens afsnit af programmet, men det var bestemt ikke meningen. Faktisk er det første gang, man ser ham i vandet, og det var der en god grund til.

Artiklen fortsætter efter videoen.

- Det var faktisk et ret bevidst valg. Når du ikke ved, hvornår det næste måltid kommer, så begynder du at se anderledes på dit energiregnskab. Kulde koster energi. At blive våd koster energi. Og bagefter skal kroppen bruge endnu mere på at få varmen igen. Min sø var ovenikøbet meget lavvandet og ekstremt mudret - bunden var ligesom kviksand - så det var sjældent særlig tillokkende, skriver han i et opslag på Instagram og fortsætter:

- For mig blev en stor del af strategien derfor ikke kun at skaffe energi, men også at være meget bevidst om, hvad jeg brugte den på. Det var også hovedårsagen til, at jeg for eksempel ikke prioriterede at gå ud i vandet med mit fiskenet, ligesom mange af de andre. 

Rasmus forsøgte desuden at arbejde i et roligt tempo, holde sig varm og tør og spise det, han kunne finde i naturen.

- Og så sov jeg også langt mere, end jeg plejer. Overskud handler ikke kun om, hvor meget energi du har. Det handler også om, hvor lidt du spilder. Så selvom jeg gerne hopper i en norsk fjeldsø på en almindelig morgen, så så regnestykket lidt anderledes ud i den finske vildmark, slutter han.