Connie Nielsen: "Den absolut mest smertefulde oplevelse i mit liv har været at miste mine to stedsønner"

Udgangspunkt

Vi risikerede at blive slået, hvis vi udfordrede min fars autoritet. Så det var ikke altid let for mig og mine tre yngre søskende at vokse op under hans hårde disciplin. Men han bankede os ikke. Det var mere en fysisk reaktion: ”Hvor vover du at lægge dig ud med mig?” BAM! En på kassen! Men jeg har aldrig nogensinde været i tvivl om, at min far elskede mig, selvom han var hård og disciplinær.

– Min far voksede op på et børnehjem i Vodskov, fordi hans forældre ikke var gift. De giftede sig så senere hen og fik yderligere tre børn. En gang om året kom de og besøgte ham på børnehjemmet sammen med hans tre søskende. Men de tog ham aldrig tilbage. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvilken vanvittig situation det må have været for min far. Han voksede op med masser af disciplin og vold og har aldrig nogensinde mærket, hvad forældrekærlighed er. Da jeg var 12 år, mødte jeg hans mor. Jeg var vant til min mormor, der var flyttet fra København til Aalborg for at være tættere på os. Hun var en varm, stærk kvinde, der var fuldstændig bindegal på den skønneste måde, og hun ELSKEDE os. Men så mødte jeg den her lille – meget spinkle – hårde kvinde, som bare sad der og talte dårligt om MIN far. Inden vi besøgte hende, havde han vist mig børnehjemmet, der var en stor rød bygning fra det 19. århundrede og lignede noget fra en horrorfilm. Når jeg tænker tilbage på, hvordan han alligevel har formået at holde vores familie sammen på trods af min mors mentale lidelser, må jeg bare tage hatten af for ham.

Foto: Franne Voigt.

– Min mor døde for tre år siden efter at have lidt af frygtelige depressioner hele sit liv. Hun havde cyklotymi (mental lidelse, red.), men hun blev først diagnosticeret, da jeg var omkring 30. Det var alt for sent. Der går så mange år, før folk forstår – selv i den nærmeste familie – at de ikke gør det med vilje. Så da hun endelig fik en diagnose, var det på en eller anden måde en lettelse. Jo ældre hun blev, jo mere ændrede hun sig, og jo mere narcissistisk blev hun nok også. Men jeg tænker stadig tilbage på hendes skønhed og den kreative kraft, som hun også var i mit liv.

– Jeg talte på et tidspunkt med min far om min barndom, og jeg nævnte nogle ting, som, jeg virkelig ikke syntes, havde været okay. Han anerkendte det bare og påtog sig ansvaret og sagde undskyld. Jeg tilgav ham, og jeg følte virkelig, at han opførte sig som en mand på det tidspunkt – virkelig en RIGTIG mand! At søge tilgivelse, tror jeg, er den eneste måde, vi kan bevæge os frem i livet på, for der er jo ikke nogen af os, der ikke har gjort noget forkert. Jeg tror, at det har været meget helende for min familie.

LÆS OGSÅ: Tine Gøtzsche: “Når du er kvinde i midten af 30’erne, skal du træffe et valg”

Kritikpunkt

– Jeg har oplevet undertrykkelse på stort set alle filmset. Det var blandt andet derfor, jeg i efteråret valgte at skrive en leder i Variety (amerikansk brancheblad for underholdningsindustrien, red.) om dengang, Harvey Weinstein lagde en hånd på mit lår under en premieremiddag. Jeg følte, at mine kvindelige kolleger havde bevæget sig helt ud på kanten i forbindelse med #MeToo, og at de stod der og blafrede i vinden. Så jeg tænkte: Fuck det, det her er jeg nødt til at støtte op om, for de skulle ikke stå der alene, mens vi andre ikke ville have noget i klemme. #MeToo handler om at stoppe misbrug af magt – det handler ikke om at kriminalisere sex. Og jeg tror heldigvis, at #MeToo kommer til at ændre en del og allerede HAR ændret noget.

– Jeg har været feminist hele mit liv – det går helt tilbage til min oldemor. Og lige så længe jeg kan huske, har jeg kæmpet for respekt, lige adgang til jobs og retten til at fortælle kvinders historier. Det er stadig en mangelvare i min branche, for de film får simpelthen ikke penge. Det er jo ikke kun i min branche, at kvinder bliver ekskluderet – det er i alle brancher. Det er så indlejret i kulturen, at mænd ikke engang sætter spørgsmålstegn ved de goder, de har, og de forstår derfor heller ikke, hvad fanden det er, vi brokker os over. De tænker ikke over, at de igen og igen og igen skaber situationer, der ekskluderer kvinder. Jeg tror ikke, at det er bevidst, men det er utroligt, at de ikke spørger sig selv: ”Hvor er kvinderne?”. Det spørger jeg altid mændene om, når jeg træder ind i et mødelokale. Men jeg ville ønske, at vi kom så langt, at mændene også spurgte sig selv: ”Hvor fanden er kvinderne?”. Vi er nødt til at have en bevægelse, der påkalder sig forandring, for uden den sker der ikke en skid. Men vi skal samtidig også passe på, at udviklingen ikke sker alt for hurtigt, for ellers risikerer vi, at den modstandskraft, der prøver at bibeholde status quo, bliver endnu stærkere.

Foto: Franne Voigt.

Vendepunkt

– Mine forældre blev omvendt af mormonkirken, da jeg var to år, og de troede virkelig på kirkens principper. Det har været en meget spændende rejse for mig at opleve et trossamfund indefra. Som barn var jeg fuldt ud bevidst om, hvor vigtig Guds kærlighed var, men der var også hele tiden den her tvivl inden i mig, så jeg lærte tidligt at sætte spørgsmålstegn ved verden.

– Som barn ser du nogle hykleriske situationer igen og igen, hvor du opdager skellet mellem mennesker og de værdier, de prøver at efterleve. Du finder hurtigt ud af, at de ikke kan leve op til dem. Og så ser du lige pludselig skinhelligheden – den er jo aldrig køn. Jeg vidste godt, at mine forældre ikke var så hellige, som de så ud om søndagen. De kunne sidde og skændes hele vejen i bilen, lige indtil vi gik ind ad døren til søndagsskolen og pludselig lignede en model family. Man står jo ikke som barn og siger: ”Hvorfor skal vi sidde her og se så yndige ud lige nu, når vi for tre minutter siden var så grimme?”.

– Mormonkirken var dengang MEGET patriarkalsk opbygget og mindede hele tiden kvinderne om, at deres plads var omkring børnene og familien. Men det, der blev dråben for mig, var, da jeg som 15-årig havde en af mine ugentlige samtaler med min spirituelle leder. Jeg spurgte ham, hvorfor Gud har skabt en verden, hvor folk har forskellige farver og køn, hvis alle skal underlægge sig den hvide mand. Så fik jeg den her historie om, at de stammer, som havde været mindre lovlydige over for Gud, havde fået en mørkere hudfarve. Og så sagde jeg bare: ”Nej, den tror jeg simpelthen ikke på, for HVIS Gud virkelig er overalt, så kan Gud ikke være så dum”. Dengang havde jeg hverken læst filosofi eller sociologi, men jeg forstod sgu det der med at dehumanisere. At det er noget, mennesker gør, det er ikke noget, Gud gør. Og så fortalte jeg mine forældre, at jeg ikke længere ville gå i kirke. På trods af min fars disciplin havde jeg skærpet min egen personlighed som en form for overlevelse. Og jeg havde ligesom mandet – eller ”kvindet” – mig selv op til at sige til ham: ”Hvis du slår mig én gang til, så ser du mig aldrig igen!”. Så det sluttede der, og jeg kunne mærke en stærk kraft i mig, fordi jeg var ved at skabe mit eget liv.

Omdrejningspunkt

– Jeg drømte egentlig ikke om en kernefamilie, da jeg var yngre. Dengang ville jeg ikke giftes, for jeg ville ikke føle mig for fastlåst – jeg har altid været ret friheds-obsessed. Men da jeg mødte Lars (Ulrich, red.), blev jeg ramt af en stærk følelse af, at der bare skulle være fred og ro omkring vores børn, og at de skulle have lov til at vokse op i et fællesskab, som var helt sikkert.

LÆS OGSÅ: Sophie Fjellvang-Sølling: ”Jeg lukkede ned for at overleve”

– Mine to sønner, Sebastian og Bryce, er ikke i tvivl om, at de er omdrejningspunktet i mit liv. De er mit et og alt. Sjovt nok er det, som om jeg stadig holder fast i mange af mormonværdierne, for næstekærlighed og et stærkt familiesammenhold er nogle af de ting, jeg først og fremmest prøver at give videre til mine børn. Det kan nogle gange føles, som om vi mest lærer vores børn alt det, de ikke har lyst til, fordi vi prøver at socialisere dem. Det er også en af vores opgaver som forældre at sige, at de skal spise grøntsager, fordi det er sundere end slik. Jeg prøver også at lære dem, at man ikke altid skal tage det lette mål først, men at de skal have selvdisciplinen og tålmodigheden til at kunne vente på et afkast. Der handler det først og fremmest om selv at vise sig som et godt eksempel.

Foto: Franne Voigt.

Lavpunkt

– Den absolut mest smertefulde oplevelse i mit liv har været at miste mine to stedsønner, Myles og Layne, da Lars og jeg gik fra hinanden. Jeg lærte dem at kende, da de var tre og seks, og jeg kan – hånden på hjertet – sige, at jeg ELSKER – og har elsket – dem som mine egne sønner. Jeg elsker dem på en meget, meget dyb måde, så jeg vil bare advare alle dem, der er på vej ind i en sammenbragt familie, og sige: Du kommer til at elske de børn SÅ meget, så du må hellere få den familie til at fungere. Vi er stadig meget, meget tætte, men jeg har også virkelig måttet temperere mine egne behov og nedsætte mine forventninger til, hvad vores relation skulle være i stedet for, hvad den burde have været. Så jeg har været nødt til at tage udgangspunkt i, hvor vi er nu. Jeg elsker dem lige så højt i dag, som jeg gjorde, da vi boede sammen. Og jeg ved, at det er gengældt. Jeg tror stadig, at de ser mig som en stedmor og endnu en moden rådgiver, de kan ringe til, når noget går dem på. Jeg tror ikke, at du kan få nok mennesker omkring dig, som elsker dig uden NOGEN som helst forbehold. Det er sådan, jeg elsker dem.

– Nu er det fem et halvt år siden, vi gik fra hinanden, og i den tid, der er gået, har jeg lært, at du BLIVER stærkere, jo mere du går igennem! Det ved jeg, for jeg taler af erfaring. Det, der står i minus på kontoen, får du tilbage i plus – hvis ikke mere. Men det har selvfølgelig krævet et arbejde med mig selv at nå dertil, hvor jeg er nu. Jeg har for eksempel skullet indse, at det, jeg har mistet, ikke nødvendigvis er noget, jeg har fortjent. I stedet for at se mig selv som et offer, som vi jo har det med at gøre, når vi står midt i en krise, har jeg prøvet at se situationen som en anledning til at lære mig selv endnu bedre at kende og søge efter min indre skønhed, selvom jeg har tvivlet på, at den var der. For det kan være svært at se en fremtid uden smerten, når du lige er blevet forladt og sidder der og hulker.

Holdepunkt

– Jeg tog til Paris som 18-årig for at blive skuespiller. Jeg så allerede mig selv som en kunstner, selvom jeg lige var ankommet fra Frederikshavn. Jeg ved ikke, hvor den selvtillid kom fra, men det var sådan, jeg havde det. Så da jeg på et tidspunkt blev inviteret til middag med blandt andre Mick Jagger og Roman Polanski, følte jeg også, at det var min ret at være der, og at jeg passede ind – og så var jeg i øvrigt slet ikke særligt imponeret, haha. Jeg så mig bare omkring og tænkte, nå! Jeg havde forventet mere glamour, og at de her mennesker var mere cool i virkeligheden. Men det var de ikke. Og det gik bare hurtigt op for mig, at de hverken var bedre eller mere intelligente end mange af dem, jeg var vokset op med i Frederikshavn. Det, tror jeg, var en meget vigtig erkendelse. Og måske var jeg også lidt arrogant, da jeg var 18. Jeg var på den ene side meget søgende, men jeg havde helt sikkert også den der 18-årige arrogance, hvor man står der og siger: ”I’m the fucking shit, you better believe it!”. Og det, tror jeg også, er nødvendigt et eller andet sted.

Foto: Franne Voigt.

– Min danske baggrund har nok betydet, at jeg i højere grad føler en solidaritet med alle lag. Jeg er ret bevidst om, at jeg ikke skal sidde der og føle mig bedre og forvente, at jeg bliver behandlet anderledes, selvom jeg måske har assistenter og en større trailer, og folk taler til mig på en bestemt måde. Men jeg tror, at det er meget vigtigt hele tiden at huske at holde fast i virkeligheden.

LÆS OGSÅ: Sarah Grünewald og Rasmus Backhaus: “Når jeg kigger tilbage, var det en stor sort sky”

Udviklingspunkt

– Jeg var i mange år dårlig til at lade en ting passere. Hvis der var nogen, der gjorde noget, jeg syntes var forkert, kunne de godt regne med, at de fik med mig at gøre. Det kunne være en uretfærdighed, jeg oplevede på settet, eller dårlig opførsel over for folk, der havde mindre magt. Jeg følte, at det var mit personlige ansvar at blande mig. Men på et tidspunkt begyndte jeg pludselig at se på folk, der opførte sig urimeligt, med omsorg i stedet for at se dem som nogen, der skulle bekriges. Det var, som om jeg pludselig kunne se smerten i dem, og at deres handlinger og aggressioner var et led i en længere tragedie. Det er så synd, at der er så meget ubearbejdet smerte i mennesker. Det er ikke sådan, at jeg ikke længere konfronterer det negative, men jeg er blevet bedre til at gøre det lidt mere nænsomt. Nu er jeg ikke længere storesøster, men mere en medsøster.

Brændpunkt

– Som 26-årig var jeg fire måneder i Sydafrika for at skyde tv-serien ”Okavango”. Jeg var der med min ældste søn, Sebastian, som på det tidspunkt var en lillebitte baby, og en nanny, der hadede dyr – og vi boede sjovt nok midt mellem et løvereservat og et næsehornsreservat. I de måneder, vi filmede, var vi helt isoleret fra omverdenen. En dag opstod der pludselig en kæmpe brand på savannen, hvor jeg endte med at stå med en haveslange side om side med de andre på reservatet, mens min søn og nannyen ventede i en jeep. Det var, som om rollerne blev opløst, mens vi kæmpede mod flammerne. Vi fik bugt med branden, og jeg blev ramt af en stærk følelse af handlekraft og selvbestemmelse, fordi jeg havde stået der som ung mor midt i en kæmpe naturoplevelse, som det mærkeligt nok var, og været i stand til at håndtere noget så stort som en savannebrand. Det er en af de oplevelser, der har givet mig en helt særlig samhørighed med Afrika. Da vi optog DR-serien ”Liberty” sidste år, tog jeg ud og genså stedet, som lå 40 minutter fra der, hvor vi optog. Det gik lige i hjertet. 

Foto: Franne Voigt.

– Mit forhold til Afrika var også en af grundene til, at jeg sagde ja til at spille med i ”Liberty”. Jeg var stor fan af Jakob Ejersbos Afrika-trilogi allerede, da bøgerne udkom, så jeg var ret intrigued, da produceren Karoline Leth spurgte, om jeg ville kigge på manuskriptet. Jeg synes, at ”Liberty” giver et godt billede af, hvordan mange hvide mennesker mangler et værdigrundlag for at kunne hjælpe Afrika på en effektiv måde, fordi der er i bund og grund er en mangel på vilje til at dele magten. Der er en underlæggende racisme, som gør, at man simpelthen underkender Afrikas kapacitet til at hjælpe sig selv. Det er også noget, jeg personligt er engageret i på grund af Human Needs Project (hjælpeorganisation i Kenya, som Connie Nielsen har været med til at etablere, red.), som netop er baseret på en kritik af, hvordan ulandshjælpen har været bygget op.