Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Michael Robak
Foto: Franne Voigt Michael Robak kommer til at mangle sit fredags-fix, når DR lukker X-Factor efter næste sæson.

Michael Robak om X-Factor

Michael Robak: X-Factor er snart forbi - og det er et tab for både børn og forældre

Michael Robak om det, vi kommer til at mangle næste år, når sidste sæson af X-Factor er forbi.

Jeg elsker X-factor. Så er det sagt. Højt. Jeg synes tilmed, at programmerne kan andet end at underholde. På gode aftener indeholder udsendelserne nemlig flere vigtige påmindelser til den moderne forælder.

Det vender jeg tilbage til. Men lad mig lige – for mit omdømmes skyld – slå fast, at jeg holder af andet end kulørt fjernsyn. Jeg er også vild med Søren Ulrik Thomsens digte, L.A. Rings malerier, Ben Websters vibrerende saxofon og Haruki Murakamis bøger. Men jeg elsker altså også et kulørt tv-program, hvor håbefulde amatørsangere drømmer om berømmelse og pladekontrakter.

Siden premieren i 2008 har jeg siddet klar i hjørnesofaen fredag efter fredag. Jeg får stadig gåsehud, når jeg tænker på eks-alkoholikeren Keld, der med en smuk vibrato og rystende hænder fortolkede "Unchained Melody." Og jeg heppede længe på de synkronsyngende tvillinger Mikael og René, der lød, som om de havde lært at synge på en fjern planet.

De første år så jeg programmerne sammen med min datter, mens vi spiste resterne af fredagsslikket. Sådan er det ikke mere. Hun har fået andre interesser. På vej ind på værelset til sine Snapchats, Instagrambilleder og Youtubevideoer passerer hun mig med et overbærende blik: "Sidder du og ser X-factor, far...?" Øh ja. "Hvor gammel er du lige?" 48. På vej mod 49.

Gudskelov er der andre voksne mænd, der har det ligesom mig. Gennem alle årene har jeg hver fredag sms'et med en jævnaldrende kammerat, han er tidligere topembedsmand i et ministerium og har i øvrigt skrevet flere tykke og meget kloge bøger. Vi korresponderer om dommernes rablerier, aftenens værste sangere, de mest pinsomme øjeblikke og deltagernes hårdtprøvede familier. Og vi er ikke de eneste fans. Programmerne havde i sidste sæson langt over en million seere. Alligevel er det snart slut med fredagsfornøjelserne, DR vil lukke X-Factor efter næste sæson. Det forstår jeg naturligvis ikke en brik af, og jeg krydser fingre for, at en af de andre tv-kanaler køber konceptet. Jeg vil nemlig have mit ugentlige fix. Efter slidsomme arbejdsdage, hvor jeg har bidraget til landets BNP, nyder jeg at sidde i mit plettede joggingtøj og drikke mine lunkne dåseøl, mens det festligt skinner fra min tv-skærm. Og som jeg skrev i indledningen, så bliver jeg tilmed mindet om flere vigtige ting, der kan være brugbare, når man har børn.

For det første skal man gøre sig umage, hvis man vil frem i verden. Et charmerende smil eller en stram kjole er ikke nok. Børn har godt af at lære, at der skal øves og arbejdes for sagen.

For det andet så er en konkurrence en konkurrence. Hvis man vil være med, så er det med risiko for at tabe. Blive til grin. Græde uhæmmet og rasende. Man kan ikke vinde hver gang, men det er helt sikkert sjovere at deltage end at stå ude på sidelinjen.

For det tredje har børn og unge godt af et "reality-tjek." Hvis man synger pivende falsk, skal man nok ikke være popstjerne, men man kan sikkert blive en strålende pædagog eller postmester. De fleste forældre kan utvivlsomt lære noget af programmernes – til tider pinlige – ærlighed. En stor uformelig kamel-lignende krusedulle behøver ikke at blive rost som "den flotteste tegning, jeg nogensinde har set". Man behøver heller ikke at falde i Jimmy Hendrix-svime, hvis det er lykkedes teenageren at klemme to falske akkorder ud af en guitar. Ros er godt. Men nogle gange er realitetssans bedre.

Nu lyder jeg sgu næsten som Blachmann, så jeg stopper her. Men jeg elsker altså X-Factor. Af flere grunde. Så er det sagt. Højt.

Michael Robak, 48

Tv-vært og forfatter. Fraskilt far til to på 13 og 21. Har en kæreste, han ikke bor sammen med.

Se, hvad vi ellers skriver om: Michael Robak