Aktiv på barsel
Spørgsmål:Jeg hører altid, at jeg skal slappe af på min barsel og for alt i verden ikke gøre rent og holde hus, men er det for min eller mit barns skyld? Jeg går hjemme med min lille dreng på seks måneder. Jeg render ikke til alverdens aktiviteter eller går på café hele tiden, men jeg laver en masse praktisk derhjemme. Vasker tøj, fejer lidt og holder hjemmet ryddeligt og rart at være i hver dag. Det har jeg det nemlig bedst med.
Min lille dreng synes, noget af det bedste er, når jeg sætter høj musik på, og så folder ‘vi’ vasketøj sammen. Jeg synger også og leger med ham, og vi går i mødregruppe. Trænger han til anden stimulation?
Hilsen den praktiske gris
Læs barselscoachens svar på næste side…
Svar:
Kære Praktiske Gris
Du skal være fantastisk stolt af den måde, du er mor på og er i stand til at rånyde barslen i jeres hjem! Du gør det, der føles naturligt – hav tillid til, at det er rigtigt for jer. Jeg er sikker på, du har ret I, at din søn er veltilpas, og når man blot er seks måneder, så er høj musik og vasketøj alle tiders aktivitet og udfordring. I den alder kan det også være god underholdning at kravle efter støvsugeren, åbne et brev fra postkassen eller sidde med en klump bolledej. Mors smil, glæde og engagement er det vigtigste.
Det er fint, I også går i mødregruppe, kommer ud og får set andre mennesker – det giver lidt adspredelse og perspektiv i hverdagen. Det er godt for os alle sammen at se andre mennesker, bare husk, at din måde at gøre tingene på er rigtig for dig. Der er ingen grund til at stræbe efter noget andet, som du har hørt skulle være godt, hvis det, du allerede gør, virker! Så har du ganske enkelt fundet en god recept, og den skal du holde fast i.
Den med at lade vasketøj og rengøring ligge er et godt råd for de mødre på barsel, som oplever, at den slags aktiviteter stresser og føles som en byrde. De har måske mere brug for at gå en tur med barnevognen eller smide sig i sofaen med et lækkert magasin. Vi er forskellige. Nyd dit ryddelighedsgen og hyg dig med din søn. Barslen er så kort!
Varme hilsener
Christina Tatarczuk
Måske er et spørgsmål, du selv søger svar på allerede besvaret tidligere. Søg i vores omfattende arkiv og få svar med det samme.