Børnenes egen have

Børnenes egen have

De små vil elske at følge, hvordan blomster og grøntsager spirer frem, og de vil føle sig nyttige og stolte, når den lille vandkande, rive eller skovl kan gøre gavn. Her er syv nemme og sikre afgrøder, I kan plante sammen i maj.

Faktaboks

  • Sørg for, at jeres jord er blød og lækker. Brug en kultivator eller eventuelt en rive til at vende og bearbejde jorden med. Sørg for at få gennemrevet jorden så dybt og grundigt som muligt. Det er vigtigt, at jorden er blød og luftig for at opnå et vellykket resultat. Lad de små hjælpe til med at rive jorden. Små haveredskaber vil uden tvivl falde i ”god jord”.

  • Grav sammen nogle rækker i den dybde, der angives på frøposerne. Lad der være cirka en halv meter mellem rækkerne. Vand ganske lidt i rækkerne. Læg derefter frøene i rækkerne og tildæk med jord. Vand til sidst forsigtigt med en vandkande. Vær opmærksom på ikke at vande for kraftigt, da frøene i så fald kan flyde bort.

  • Lad børnene placere en pind i hver ende af rækkerne med et vand- og vindsikkert skilt, der fortæller, hvad I har sået.

Faktaboks

Tjek jeres afgrøder sammen hver dag. Se efter, om de skal vandes, om der er ukrudt, der skal fjernes, og om der er behov for at tynde ud i rækkerne. Lad børnene få medansvar for, at bedene holdes pæne.

1. Ærter

Sådan gør I:

Der findes forskellige udgaver af ærter, men det største børnehit er nok slikærter. Her kan hele ærtebælgen spises, og ærterne smager fantastisk – både lige fra planten og i en salat. Tal eventuelt med jeres lokale planteskole, og så frøene efter posens anvisninger. I kan vælge at lade dem vokse langs jorden, eller ungerne kan opsætte pinde, hvor I stammer ærterne op, i takt med at de vokser. Husk, at fugle ELSKER nyspirede ærter, og at det derfor kan være en god idé at lægge en fiberdug hen over bedet, indtil ærterne er blevet 10-15 centimeter høje.

Placering:

Solrigt. Generelt skal en køkkenhave placeres på en solrig plet, hvis I skal have succes med afgrøderne.

Pasning:

Ærterne må ikke tørre ud. Lad dagligt børnene se efter, at ærterne har vand nok. De skal ikke druknes, men heller ikke tørre ud. Ukrudt skal fjernes, så frem med de små hakker og river!

Resultat:

Ærter vokser hurtigt, men er først spisemodne i juli/august. Børn er fantastiske ærteplukkere … og du kan lægge en ært under madrassen for at finde ud af, om du har en rigtig prins eller prinsesse.

2. Sommergulerødder

Sådan gør I:

Lad børnene hjælpe til med at grave nogle lange rækker i nogle centimeters dybde. Læg gulerodsfrøene i efter pakkens anvisninger. Når toppen kommer op, kan børnene være med til at tynde ud i rækkerne ved at fjerne hver anden top – ellers kvæler gulerødderne hinanden.

Placering:

Solrigt.

Pasning:

Gulerødderne må ikke tørre ud. Lad børnene vande gulerødderne dagligt (hvis altså det ikke øser ned!). De skal ikke druknes, men heller ikke tørre ud. Fjern ukrudt, så det ikke kvæler gulerødderne.

Resultat:

Man kan allerede se noget af toppen i juni (hvis vejret tillader), men gulerødderne er først spisemodne i juli/august. Gem nogle i en flamingokasse til vinterens snemand.

3. Squash

Sådan gør I:

Hvis I er beriget med en kompost bunke, er det en god idé at så squash i – eller ved siden – af kompostbunken. Squash vokser hurtigt, man kan være heldig at se dem blive større dag for dag! Så lad endelig børnene holde tæt øje med udviklingen. Skal squash spises friske, smager de bedst, når de er omkring 20 centimeter lange. Men hvis børnene skal opleve, hvor store de kan blive, så lad dem bare sidde lidt længere, og brug de store squash til bagning af en lækker squashkage.

Pasning:

Sørg for, at de får godt med vand, og fjern ukrudt.

Placering:

Solrigt.

Resultat:

Squash vokser meget hurtigt, og I kan derfor hurtigt se resultat. Squash er spisemodne omkring juli/august.

4. Salat

Sådan gør I:

Der findes flere forskellige former for salat. Find frem til den, børnene bedst kan lide og tal eventuelt med planteskolen om, hvilke frø de har eller kan skaffe. Når først salaten begynder at komme op, kan I sammen tynde ud i rækkerne ved at fjerne hvert andet skud for at undgå, at salathovederne kvæler hinanden.

Pasning:

Lad børnene kigge til dem dagligt og vande, så de ikke tørrer ud.

Placering:

Solrigt.

Resultat:

Salat er allerede spiseklar i juni, hvis vejret arter sig.

5. Kartofler

Sådan gør I:

Køb kartofler, og lad dem spire. Forhør dig eventuelt på din lokale planteskole om, hvilke sorter der passer bedst til jer. Lad børnene være med til at grave nogle små huller i en lang række og lægge en kartoffel i hvert hul. Når kartoflerne begynder at spire, skal I begynde at ”hyppe” dem. ”Hyppe” betyder, at I lægger jord op omkring de grønne skud, således at der ikke kommer lys ned til kartoflerne. Det er oplagt at lade børnene hjælpe. Med hænderne kan de putte jord op omkring kartoffeltoppene.

Placering:

Solrigt.

Resultat:

Spisemodne i september/oktober.

6. Solsikker på friland

Sådan gør I:

Solsikken vokser hurtigt, hvilket gør den til et hit hos børn. Lad børnene finde en god placering til solsikken. Den skal placeres i læ, således at den kan læne sig op af noget. Den bliver meget høj og kan derfor ikke stå alene på et vindblæst område.

Placering:

Navnet siger vist det hele – solrigt.

Resultat:

Solsikken vokser hurtigt og meget, men når sin højde omkring juli/august.

7. Blomster i krukker

Sådan gør I:

Er der noget smukkere end blomstrende krukker, der emmer af sommer? Lav en ekstra krukke, som børnene kan plukke af. Det er en smagssag, hvilke blomster man er til. Så frøene efter posens instruktioner i frisk jord i en ren krukke. Lad børnene fylde krukkerne med jord og hjælp hinanden med at putte frøene i. Vand forsigtigt før og efter.

Placering:

Solrigt.

Resultat:

Juli/august.

Kilde: Kirsten Iversen, Christensens Planteskole