Brevkasse Kan vores slankekur skade vores børn?
Kost
Har du et spørgsmål om kost og børn?
Spørg Maria Haukrogh, som er cand.pæd. og ernæringsfaglig medarbejder i Fødevarestyrelsen.
Min kone og jeg er blevet lidt for runde. For mange udmattede aftener på sofaen med en skål trøsteslik, fordi vi løber stærkt i hverdagen, og for meget rødvin i weekenderne har sat sine spor. Men nu skal det være slut! Vi vil på kur og være pæne igen. Min kones søster har været på Vægtkonsulenternes kur med godt resultat, og det kunne vi også godt tænke os at prøve. For min kone er det de mange grøntsager og frugt, der trækker, for mig er det nok mest kontrolvejningen, som jeg tror, vil være et godt incitament. Vægtkonsulenterne lover jo et vægttab på ca. 1 kilo og ugen, så vi regner med at skulle være på kur i mindst to måneder – måske lidt længere. Vores spørgsmål er nu: Vil det skade vores tre piger på 4, 6 og 9 år, at vi går på kur? Kuren går jo ud på masser af grønt, noget kød og meget lidt brød, spaghetti og ris. Men har vores børn ikke brug for disse fødevarer? Vi vil jo også nødigt)have, at de taber sig ligesom os, når de skal vokse – de er heldigvis helt normalvægtige. Hvordan sikrer vi os, at de ikke gør det? Skal vi for eksempel lave ekstra ris til dem, og er det så klaret med det, eller hvordan griber vi det an? Venter spændt på dit svar!
Sofakartoflerne
Kære Sofakartofler
God fornøjelse med jeres kur. Der er imidlertid ikke nogen god grund til, at jeres tre piger også følger den. Fødevarestyrelsen anbefaler, at 25-30 % af energien kommer fra fedt, 50-60 % fra kulhydrat og 10-20 % fra protein. Dette gælder for alle over 3 år. Den procentvise fordeling af energien er med til at sikre kroppen tilstrækkeligt af de næringsstoffer, der findes i forskellige fødevarer. Fedt i maden bidrager til, at kroppen får livsnødvendige fedtsyrer og hjælper til at optage fedtopløselige vitaminer. Alt fedt er ikke lige sundt. Det sunde fedt findes i planteolier og fisk. Det usunde fedt kommer fra kød og mejeriprodukter. Kulhydrat er kroppens benzin og bør komme fra brød, kornprodukter, frugt og grønt, som alt sammen er vigtige elementer i dagens måltider. Fuldkornsprodukter bør udgøre mindst halvdelen af brødet, fordi fuldkorn indeholder flere kostfibre, vitaminer og mineraler end hvidt brød. Brune ris indeholder flere kostfibre end andre ris, fordi mere af skaldelene fra riskornet er med. Børn mellem 4 og 10 år anbefales at spise 300-500 gram frugt og grønt om dagen, cirka halvt af hvert. Protein er kroppens byggesten og kommer især fra kød, fisk, fjerkræ, mejeriprodukter og æg. Det findes også i ærter, linser, bønner og nødder.
Hvis jeres piger spiser efter en ’Y-tallerken’ ved måltiderne, får de nemt en sund og varieret kost. Lad, som om tallerkenen er delt ind i et Y, og fordel fødevarerne, så:
1/5 af tallerkenen består af kød, fjerkræ, fisk, æg, ost og sovs.
2/5 af tallerkenen består af brød, kartofler, ris eller pasta.
2/5 af tallerkenen består af grøntsager (gerne to forskellige slags) eller frugt.
Hvis den mad, I voksne spiser, ikke kan udfylde en Y-tallerken, kan det være en ide at koge lidt ekstra ris eller pasta, som jeres børn kan få til måltidet. På den måde sikrer I, at børnene får de næringsstoffer, de har behov for. I kan finde mere om de otte kostråd og tips, ideer og opskrifter til en sund livsstil på www.altomkost.dk.
Venlig hilsen
Maria Haukrogh
Vidste du…
At tomater er rigtig godt for hjertet? I skindet på tomaterne sidder nemlig antioxidanten lycopen, der medvirker til at sænke kolesteroltallet og dermed nedsætter risikoen for blodpropper. I England har forskere ligefrem udviklet en ’tomatpille’, men herhjemme må du stadig nøjes med friske eller behandlede tomater – gerne indtaget sammen med gulerødder, for lycopen optages bedst sammen med stoffet betakaroten.
Kilde: BT
STOR og sund
Jo ældre dit barn bliver, jo flere meninger får det – også om, hvad det vil spise, og hvor meget det vil røre sig! Så hvordan sikrer du, at sundheden bliver ved med at være i top og vægten normal, når fjernsyn og fastfood trækker? Det har bogen ’Sunde unger’ et bud på. Uden at være helsefanatiker eller kalde på store omvæltninger i familiens livsstil giver bogens forfatter, der er sygeplejerske og selv har tabt 30 kilo, forskellige eksperter – og børn selv – bud på sunde mad- og motionsvaner. Med opskrifter, naturligvis!
Sunde unger. Mad, mod og motion til tweens og teens, af Christine Rysgaard. People’s Press. 199 kr.
Har du et spørgsmål vedrørende kost?
Mail til: kost@juniormag.dk. Besvarede spørgsmål bringes i Junior, evt. anonymt.