Dilemma: Kan jeg forbyde min søn at spille på computerspil?
Hvordan ved man om ens børn er gamle nok til at spille computerspil? Læs panelets svar.
Dilemma: Kan jeg forbyde min søn at spille computerspil?
Karen-Marie Lillelund:
Jeg får altså lyst til at bruge udtrykket. If you can?t beat them, join them. World of Warcraft er efter min erfaring et spil, man ligeså godt kan lade være med at tage kampen op imod. Ungerne elsker det og ville helst spille hele dagen og hele natten.
Så jeg vil sige ?join them? ? det vil sige, prøv at forstå, hvad spillet går ud på. Prøv at interessere dig for det, og lav så tidsbegrænsning på computertiden i det hele taget, så din søn også bruger sin tid på noget andet.
Troels Mylenberg:Selvfølgelig skal du blande dig. Hvis du synes, han spiller for meget, så sæt nogle grænser ? hvem skulle ellers gøre det? Samfundet?
Peter Aalbæk Jensen:Nej da ? det lyder som om, at drengen har sunde interesser.
Anne-Mette Rasmussen:Jeg kan ikke forstå, hvorfor forældre er så bange for at blande sig i deres børns gøren og laden. Som forældre til en dreng på 10 år bestemmer man kort og godt hvor mange timer, det kan være godt at sidde foran computeren.
Jeg skal ikke gøre mig klog på computerspil, men der er da givet også nogle, man kan lære noget af. Men 5 timer om dagen er i overkanten. Tag ud i naturen, vær sammen med venner ? og dyrk noget motion. Det BØR man kunne sige til sin søn.
Anne-Grethe Bjarup Riis:Lyt til stemmen i dig selv og gi? ham restriktioner. I stedet for at formulere, at du blander dig, synes jeg hellere, du skulle kalde det, at du involverer dig i dit barns liv og tør at stå frem som en leder for ham. For mange timers computer er nørdet, og han har brug for at opleve og bruge tid på andre ting i sin hverdag også.
Natasja Crone:Du rammer en evig diskussion i de hjem, jeg kommer i (og det, jeg bor i). Skal man rette sig efter censuren helt 100 procent, når det gælder film og computerspil. Jeg er den i familien, der altid præsenterer holdningen ?Mjaaaa, altså.. det kommer jo an på….? Jeg synes nemlig, det kommer an på hvilket barn og hvilket spil i kombination.
Hvis en 10-årig elsker et spil til over 12-årige, kan det i mange tilfælde være okay ? i andre er det helt klart ikke. Men for at sætte en grænse er du nødt til at kende spillet og se, hvor heftigt det er. Mit svar på, om du må blande dig i, hvor lang tid han så spiller, er til gengæld et klart: Ja.
Emilia van Hauen:
Du er mor, og derfor skal du selvfølgelig tage dit ansvar på dig og sætte nogle rimelige rammer for dit barns udfoldelser. Det betyder, at du naturligvis sætter en øvre grænse for, hvor længe han må spille om dagen ? for eksempel en time i hverdagen og to timer i weekenden.
Der findes masser af artikler, der tager spørgsmålet om spilletid op, så måske skulle du læse dem og selv danne dig din mening om hvor længe, det er forsvarligt, at han spiller. Et godt input kan være, at for hver time sport han laver, optjener han en times spilletid ? på den måde får han også fysisk og social udfoldelse som modvægt til spillet.
Brian Mikkelsen:Jeg synes, det er vigtigt, at børn og unge bliver fortrolige med de nye medier, og derfor er det jo godt, at din søn interesserer sig for dem og bruger dem. Den lyst skal man ikke tage fra ham. Men, når det er sagt, mener jeg også, at du som forældre skal følge de aldersgrænser, spillene er mærket til. Og så er det vigtigt, at vores børn ikke bliver stimuleret for ensidigt.
Jeg synes godt, at du kan sætte en begrænsning på, hvor meget tid han spiller hver dag, og så prøve at stimulere hans interesse for andet end computerspil ? for eksempel sport ? Og så kan det være, at du ville opnå lidt mere troværdighed og respekt, hvis du selv prøvede at spille nogle af de spil, han bruger så meget tid på.
Står du midt i et dilemma? Spørg panelet til råds på: panelet@juniormag.dk