Troels Mylenberg
Når man er 6 år, kan man ikke træffe et særlig forpligtende valg af fritidsinteresse. De aner jo ikke, hvad det er, når det kommer til stykket. Og det hjælper næppe heller at kritisere børnene for, at nu har vi jo købt tøj osv. Det er jo jer og ikke jeres datter, der har besluttet, at tingene skulle købes. Hos os har vi arbejdet med reglen om, at det meste må prøves, men fra ca. 8-års-alderen forpligter valgene mindst én sæson. Det holder ikke altid, men børnene skal jo have en chance for at træffe de rigtige valg – ligesom os selv. Hvis jeg skal være helt ærlig, kan jeg nok godt komme i tanke om forskelligt sportsudstyr, som jeg har indkøbt til mig selv, og som heller ikke er voldsomt slidt.
Troels Mylenberg er politisk redaktør og kommentator på Fyens Stiftstidende. Han bor på Thurø med Lis, der er styrmand, og deres fire børn – Ellen på 11, Holger på 9, Laura på 6 og Katinka på 2 år. De tre år, han var forstander på Vallekilde Højskole i Vestsjælland, har trænet familiens sociale gen og åbent hus politik, så der altid er flere børn i huset end dem, der bor der.