Dilemma: Kan jeg trække mig fra forældregruppen?
Hverdagen er fyldt med små og store dilemmaer i en familie. Junior har samlet et panel af kendte danskere med stærke meninger, som står klar til at give deres syn på din families dilemma.
[DILEMMA]
I mit barns 3. klasse er der en meget fasttømret forældrekerne, som synes, det er meget vigtigt, at forældrene mødes ofte – både med og uden børn. Og derfor bliver der holdt forældremiddage, forældreture og sågar forældrefester med middag, dans og fest til langt ud på natten. Jeg synes personligt, at det er gået lidt amok, og vi har faktisk svært nok ved at nå at se vores egne venner, da alle er børnefamilier. Så helt ærligt, ville jeg hellere bruge tiden på mine nære venner. Er det mig, som er gammeldags? Og hvordan får jeg sagt fra, uden at de andre forældre bliver sure?
Se panelets svar i boksen til højre>>
Anne-Mette Rasmussen Du siger ganske simpelt ja eller nej til det, du har lyst til at deltage i. Bare tro på dig selv!
Anne-Mette Rasmussen er mor til 3 voksne børn – Henrik, Maria og Christina. Hun er gift med Anders Fogh Rasmussen og har været landets førstedame fra 2001-2009. Derudover har hun i en årrække været pædagog i Børne-huset i Holte.
gallery 8 billeder
Brian Mikkelsen: Hvis I hjemme hos dig forbinder forældremiddagene og forældreturene med pligt i stedet for hygge, så synes jeg, at det er helt legalt at sige fra. I skal ikke gå rundt og have dårlig samvittighed, fordi I ikke orker at deltage i alle arrangementer.
Jeg synes, at I over for de andre forældre skal melde rent flag og fortælle, at I – som enhver anden travl børnefamilie – er nødt til at prioritere jeres tid, og at I derfor har valgt kun at deltage i nogle af arrangementerne. Jeres valg forhindrer jo ikke de andre forældre i at mødes og hygge sig.
Brian Mikkelsen er økonomi- og erhvervsminister, gift og far til Claire på 8 år, Kezia på 11 år og papfar til Tobias på 16 år og Silke på 18 år. Han har en travl arbejdsuge, og hver fredag planlægger han og hustruen den fælles familietid ud fra ministerkalenderen.
gallery 8 billeder
Emilia van Hauen Diktatur er vist ikke indført i Danmark? Du siger vel bare ”nej tak”, når du ikke kan og har lyst, og ”ja tak” når du vil. Du kan alligevel ikke gå gennem livet uden at gøre folk sure, fordi du vil noget andet, end de vil, så hvis dit barn i øvrigt trives i klassen, skal du da gøre, som du selv lyster.
Emilia van Hauen er sociolog og forfatter og har specialiseret sig i moderne livsformer. Hun er gift med James og mor til to drenge, William på 8 år og Silas på 6 år og ekstramor til Victor på 13 år, som hun har kendt næsten hele hans liv.
gallery 8 billeder
Karen-Marie Lillelund Ih, hvor jeg forstår dig! Jeg synes, du skal udvælge enkelte arrangementer, hvor du synes, det giver mening at deltage og så droppe resten. Jeg kan da starte med at anbefale de arrangementer, hvor børnene rent faktisk er med! Du er ikke gammeldags. Du er klartseende, og så har du venner. Og hurra for det.
Vennerne skal du selvfølgelig prioritere, så godt du kan, for de er der forhåbentlig også, når børnene er gået ud af skolen. Og hvis de andre forældre bliver sure, så må du kridte skoene og stå fast på din prioritering i dit liv. Held og lykke!
Karen-Marie Lillelund er kommunikationskonsulent, bakkesangerinde og medejer af firmaet Potentiale. Hun bor sammen med kæresten Elo og er ekstramor til hans tre drenge på henholdsvis 11, 14 og 16 år. Derudover rummer familien en plejedatter på 26, som dog ikke bor hjemme.
gallery 8 billeder
Natasja Crone Undskyld forældre i mine sønners klasser. Jeg kan godt lide jer, men jeg har også meldt afbud til den slags arrangementer. Jeg har det på nøjagtig samme måde som dig – det er svært nok at nå at se gode, gamle venner. Så der må prioriteres benhårdt! Hvis nogle bliver sure over, at du ikke kommer til alle skovture, juleklippeklistrefester og running dinners, må de blive sure!
Natasja Crone er uddannet journalist. Arbejder for tiden som nyhedsvært på TV2. Hun er mor til Samuel på 11 år og Noah på 7 år.
gallery 8 billeder
Peter Aalbæk Jensen Det lyder også lidt for meget for meget. En enkel gang om året må sgu være nok.
Peter Aalbæk Jensen er kendt for ikke at være imponeret over noget som helst. Han er gift med Lise, som han har døtrene Hedvig, 12 år og Sigrid, 23 år med. Derudover er han stedfar til Lises søn, Jasper, 30 år. Og med til familien hører Jaspers halvsøskende Simon på 28 år og Rosemarie, som er 22 år.
gallery 8 billeder
Troels Mylenberg Sig da endelig fra. Man er ikke en dårlig forælder, hvis man ikke gider komme hver gang. Men det er måske meget smart at gide en gang imellem. Min egen erfaring er faktisk, at forældrearrangementer kan være sjove og hyggelige, især hvis man selv er indstillet på at bidrage til hyggen og til det sjove. Der er gået en underlig mode i at synes, at arrangementer i børnenes klasser er dødens pølse og kvælende, som var det tante Odas 80-års fødselsdag.
Min erfaring er, at det næsten altid er sjovere end forventet at møde de andre forældre, som jo kan gå hen og blive nære venner med tiden. Men alt med måde.
Troels Mylenberg er journalist og arbejder som politisk redaktør på Fyns Stiftstidende. Han bor på Thurø med Lis, der er styrmand og deres fire børn – Ellen på 10, Holger på 8, Laura på 5 og lille Katinka på 2 år.
gallery 8 billeder
Anne-Grethe Bjarup Riis Hvorfor må forældrene ikke blive sure? Man kan jo ikke blive elsket af eller please alle. Man må lægge sin energi der, hvor man synes, man har lyst til det. Jeg synes, det handler om, at de her forældre er konfliktsky. Det er da bare at melde ud – eller nærmere melde fra. Hvis nogen har behov for at mødes med de andre forældre, så lad dem – og hvis man ikke selv har behov eller gider, så er det da helt fjong!
Anne-Grethe Bjarup Riis er skuespiller og rapkæftet jyde. Mor til Osvald på 13 år fra tidligere ægteskab. Med sin nuværende mand, Bo, har hun Yrsa på 5 år og lille Gilbert på 2 år.
(8 billeder)