Hverdagen er fyldt med små og store dilemmaer i en familie. Vores Børn Junior har samlet et panel af kendte danskere med stærke meninger, som er klar til at give deres syn på din families dilemma.
Af: Anna Rossman Thejsen, Vores Børn Junior,februar 2011
I min datters børnehave er de blevet utrolig økologifokuserede. Jeg føler nærmest, at jeg får bebrejdende blikke, hvis madpakken ikke er rigtig og økologisk nok – og de lægger op til hjemmelavede retter hver gang, vi skal have noget med til tagselvbord eller fødselsdage. Jeg går selv op i mad og vil da også mine børn det bedste. Men til sidste forældremøde gik der for eksempel 20 minutter med en diskussion om økologiske rosiner. Kan jeg tillade mig at reagere, eller skal jeg bare finde en anden børnehave, hvis jeg er utilfreds og ikke kan leve op til deres krav?
Anne-Mette Rasmussen
I sidste ende er det dig, der bestemmer indholdet i din datters madpakke. Alligevel synes jeg, det er fint, at børnehaven går op i økologisk mad, og at de pointerer over for forældrene, at det er vigtigt med sund mad til børnene. Men man skal altså ikke blive fanatisk og overtage forældrenes ansvar. Det er fint, at man diskuterer sund mad, men man bruger altså ikke 20 minutter på en rosin! Hold fast i din madpakke.
Anne-Mette Rasmussen er mor til tre voksne børn – Henrik, Maria og Christina. Hun er gift med Anders Fogh Rasmussen og var statsministerfrue fra 2001 til 2009. Hun er i dag førstedame i Nato. Derudover har hun i en årrække været pædagog i Børnehuset i Holte og på den måde været med til at præge en ny generation.
gallery8billeder
Brian Mikkelsen
Umiddelbart lyder det godt nok som om, du er oppe imod en noget hysterisk institution. Naturligvis skal vores børn spise sundt og have gode råvarer, men nogle gange kan det også tage overhånd, som det lader til i jeres tilfælde. Som forældre har I ansvaret for jeres børns mad, og I skal ikke lade jer presse af, at pædagogerne kigger jer over skuldrene. Hvis jeres datter ellers er glad for børnehaven og pædagogerne, så synes jeg ikke, at I skal flytte hende. Tag i stedet en snak med pædagogerne, og fortæl dem jeres ærlige holdning.
Brian Mikkelsen er økonomi- og erhvervsminister, gift med Eliane og far til Claire på otte år, Kezia på elleve år og papfar til Tobias på 16 år og Silke på 18 år. Han har en travl arbejdsuge, og hver fredag planlægger han og hustruen den fælles familietid ud fra ministerkalenderen. Som barn ville han være fodboldspiller, men i dag nøjes han med at være en meget stor fodboldfan.
gallery8billeder
Emilia van Hauen
Du er med garanti ikke den eneste, der ikke gider deres øko-diktatur. Gør dit bedste, og lad det være godt nok. Det er alt for drastisk at flytte børnehave på grund af maden.
Emilia van Hauen er sociolog og forfatter og har specialiseret sig i moderne livsformer. Hun er gift med James og mor til to drenge, William på ni år og Silas på syv år og ekstramor til Victor på 14 år, som hun har kendt næsten hele hans liv. Hendes seneste bog er ’Farvel Egofest’, som beskriver den nye spændende tidsånd, vi befinder os i efter mange års forbrugsfest.
gallery8billeder
Karen-Marie Lillelund
Du SKAL reagere, og du må endelig ikke finde en anden børnehave. Det er helt afgørende for ‘fanatiske’ fællesskaber af enhver art, at de indimellem bliver konfronteret med helt almindelige mennesker, der kan sætte tingene lidt i perspektiv. Du lyder jo som et fornuftigt menneske, der netop kan se idiotien i at bruge 20 minutter på rosiner. Så: Flygt ikke – gå til kamp.
Karen-Marie Lillelund er kommunikationskonsulent, bakkesangerinde og medejer af firmaet Potentiale. Hun bor sammen med kæresten Elo og er ekstramor til hans tre drenge på henholdsvis elleve, 14 og 16 år. Derudover rummer familien en top-forkælet gravhund og en plejedatter på 26, som dog ikke bor hjemme.
gallery8billeder
Natasja Crone
Du kan tillade dig at være dig selv! Det vil sige: Lad de andre diskutere øko-rosiner lige så tosset, de vil – men vælg selv de madpakker og retter, som passer dig og dine børn, og ignorér hånende økoblikke, når de kommer.
Natasja Crone er uddannet journalist. Hun har været kendt og elsket af danskere i mange år og arbejder nu som nyhedsvært på TV 2. Og så er Natasja Crone mor til Samuel på 12 år og Noah på otte år.
gallery8billeder
Peter Aalbæk Jensen
Du skal give dine børn, hvad du selv har lyst til at spise. Øko er fint, men uden hysteri, tak.
Peter Aalbæk Jensen er kendt for ikke at være imponeret over noget som helst. Han er gift med Lise, som han har døtrene Hedvig på 12 år og Sigrid på 23 år med. Derudover er han stedfar til Lises søn, Jasper, 30 år. Og med til familien hører Jaspers halv-søskende Simon på 28 år og Rosemarie, som er 22 år.
gallery8billeder
Troels Mylenberg
Man kan altid tillade sig at reagere. Men overvej dine kampe. Øko-hysteriet er næppe det optimale sted at starte en krig, og ret beset skader det jo næppe børnene, at de proppes med økologi. Så lad dem da, men lad dig ikke kue. Det skal være tilladt at være forskellige, og det må børnehaven også acceptere. Måske du kunne nævne det stilfærdigt i en snak med børnehavens leder? De tror jo måske, at de er godt på vej til at redde verden og har sikkert god brug for at få at vide, at andet end økologi er vigtigt for at nå målet.
Troels Mylenberg er politisk redaktør og kommentator på Fyens Stiftstidende. Han bor på Thurø med Lis, der er styrmand, og deres fire børn – Ellen på elleve, Holger på ni, Laura på seks og Katinka på to år. De tre år, han var forstander på Vallekilde Højskole i Vestsjælland, har trænet familiens sociale gen og åbent hus-politik, så der altid er flere børn i huset end dem, der bor der.
gallery8billeder
Anne-Grethe Bjarup Riis
Jeg synes faktisk, at du skal være taknemmelig over, at der er nogen, som går op i, at børnene ikke bliver proppet med dårlig mad. Mig bekendt findes der ikke nogen børnehave, som ikke går op i børnenes sundhed. Og heldigvis for det. Jeg synes, det er en mærkelig holdning at indtage – “jeg vil ha’ lov til at give mine børn lortemad”. Det holder da slet ikke. Du bør være glad for, at børnehaven har den holdning. Og jeg synes, at det er et meget forfængeligt problem. Jeg synes, du blander forventningen om hjemmelavet mad og de økologiske principper lidt sammen. Du behøver da ikke stille med en hjemmelavet ret, hvis du ikke har tid til det.
Anne-Grethe Bjarup Riis er skuespiller og rapkæftet jyde. Mor til Osvald på 13 år fra tidligere ægteskab. Med sin nuværende mand, Bo, har hun Yrsa på seks år og lille Gilbert på tre år, så der er nok at se til …