Brian Mikkelsen
Ja, det er jo et af de klassiske spørgsmål: Hvor længe skal man lade sine børn sove hos sig? Det har min kone og jeg også diskuteret, da vores børn var små, og det er min helt klare opfattelse, at det i bund og grund er forældrene, der bestemmer, hvornår børnene skal lære at sove for sig selv. Det er ikke børnene, der træffer den afgørelse.
Hvis man venter på, at de af sig selv rykker ud af mors og fars seng, kan man i hvert fald risikere at komme til at vente rigtig længe.
Jeg vil derfor anbefale, at I tager en snak med jeres datter og forklarer hende, at I som forældre har besluttet, at hun nu skal lære at sove hele natten i sin egen seng. Hvis hun bliver meget ked af det, kan I lempe overgangen ved, at en af jer sover på en madras inde på hendes værelse i den første periode, så hun ikke føler sig alt for ensom. Så kan I rykke madrassen ud igen, når hun er blevet tryg ved at sove i sit eget værelse hele natten.
Om Brian Mikkelsen
Økonomi- og erhvervsminister, gift med Eliane og far til Claire på 8 år, Kezia på 11 år og papfar til Tobias på 16 år og Silke på 18 år. Han har en travl arbejdsuge, og hver fredag planlægger han og hustruen den fælles familietid ud fra ministerkalenderen.