Hverdagen er fyldt med små og store dilemmaer i en familie. Junior har samlet et panel af kendte danskere med stærke meninger, som står klar til at give deres syn på din families dilemma.
Af: Charlotte Skousen, Vores Børn Junior, juni 2010
Vi har planlagt at tage fem dage i sommerhus med nogle venner, som har en dreng på samme alder som vores (4 år). Vi har booket opholdet for længst, men har lige fået en ‘forsmag’ på, hvordan det kan komme til at forløbe. På en weekendtur sidste weekend fandt vi ud af, at vores grænser for, hvad børn bør og skal, er vidt forskellige.
Drenge i deres alder skal naturligvis ikke blive siddende, til de voksne er færdige med at spise, men indtil alle børnene har spist, synes vi, er rimeligt. Vores venners dreng løb til og fra bordet, som han havde lyst til, og gjorde det besværligt for os med hensyn til vores dreng. Den anden familie gav også rask væk drengene kiks, lige før vi skulle spise middagsmad – eller en is uden at spørge os om lov først. Skal vi bakke ud af vores sommerhus-projekt – eller kan vi tillade os at opstille nogle regler?
Se panelets svar i boksen til højre>>
Anne-Mette Rasmussen
Det vil være godt med nogle regler inden ferien. I skal ikke være bange for at komme med forslag. I er jo trods alt sammen på ferie, så er man også til en vis grad nødt til at indordne sig efter hinanden. Men vær aldrig bange for at komme med jeres mening om opdragelse.
Anne-Mette Rasmussen er mor til tre voksne børn – Henrik, Maria og Christina. Hun er gift med Anders Fogh Rasmussen og var stats-ministerfrue fra 2001 til 2009. Hun er i dag førstedame i Nato. Derudover har hun i en årrække været pædagog i Børnehuset i Holte og på den måde været med til at præge en ny generation.
gallery8billeder
Brian Mikkelsen
Man skal efter min mening være meget varsom med at blande sig i, hvordan andre forældre opdrager deres børn. Det må i bund og grund være deres egen sag. Jeg vil derfor anbefale jer, at I bider irritationen i jer og forsøger at få det bedste ud af sommerhusferien, selv om I måtte være lidt irriterede over jeres venners opdragelsesmetoder. Medmindre jeres venners dreng ligefrem slår sine kammerater eller på anden måde optræder helt uacceptabelt, synes jeg i hvert fald ikke, at I skal blande jer.
Brian Mikkelsen er økonomi- og erhvervsminister, gift med Eliane og far tilb Claire på 8 år, Kezia på 11 år og papfar til Tobias på 16 år og Silke på 18 år. Han har en travl arbejdsuge, og hver fredag planlægger han og hustruen den fælles familietid ud fra ministerkalenderen. Som barn ville han være fodboldspiller, men i dag nøjes han med at være en meget stor fodboldfan.
gallery8billeder
Emilia van Hauen
I kan altid sætte reglerne for jeres egen dreng, og det ville jeg gøre meget utvetydigt. Jeres dreng vil lære, at der er forskel på, hvordan man vælger at leve sit liv og passe på sig selv, og vil også lære at stå fast på egne værdier og adfærd frem for altid at følge de andre. ‘Risikoen’ er, at vennernes dreng lærer, at der også er andre måder at opføre sig på end hans egen. Inden I tager af sted, ville jeg lige tale med vennerne om dette, så I ikke begynder ferien med at skulle diskutere noget, der potentielt kan blive en konflikt.
Emilia van Hauen er sociolog og forfatter og har specialiseret sig i moderne livsformer. Hun er gift med James og mor til to drenge, William på 8 år og Silas på 6 år og ekstramor til Victor på 13 år, som hun har kendt næsten hele hans liv. Hendes seneste bog er ’Farvel Egofest’, som beskriver den nye spændende tidsånd, vi befinder os i efter mange års forbrugsfest.
gallery8billeder
Karen-Marie Lillelund
Uha, den er svær. Ingen af jer befinder jer jo på eget territorium, om jeg så må sige. Så I er nødt til at lave fælles regler, hvis I skal være sammen. Sagt lige ud: Jeg tror, jeg ville bakke ud. Det er måske ikke det rigtige svar at give, når man sådan er brevkasseperson, men jeg tror simpelthen, det er alt for konfliktfyldt at forsøge at mødes med så forskellige vaner. Jeg deler helt jeres syn på børneopdragelse, men jeg ville ikke orke at få de andre til det også. Håber, I får en dejlig sommer alligevel.
Karen-Marie Lillelund er kommunikationskonsulent, bakkesangerinde og medejer af firmaet Potentiale. Hun bor sammen med kæresten Elo og er ekstramor til hans tre drenge på henholdsvis 11, 14 og 16 år. Derudover rummer familien en topforkælet gravhund og en plejedatter på 26, som dog ikke bor hjemme.
gallery8billeder
Natasja Crone
Personligt synes jeg, at livet (og ferierne i livet) er for korte til at spilde den dyrebare tid med at gå og blive irriteret. Så hvis I ved, det vil blive helt uudholdeligt – så bak ud. I stedet for at bruge energi på at synkronisere jeres grænser.
Natasja Crone er uddannet journalist. Hun har været et kendt og elsket ansigt blandt danskere i mange år og arbejder nu som nyhedsvært på TV 2. Og så er Natasja Crone mor til Samuel på 11 år og Noah på 7 år.
gallery8billeder
Peter Aalbæk Jensen:
Ja, tag på ferie med nære venner. Og så gør man ikke dét mere!
Peter Aalbæk Jensen er kendt for ikke at være imponeret over noget som helst. Han er gift med Lise, som han har døtrene Hedvig på 12 år og Sigrid på 23 år med. Derudover er han stedfar til Lises søn, Jasper, 30 år. Og med til familien hører Jaspers halv-søskende Simon på 28 år og Rosemarie, som er 22 år.
gallery8billeder
Troels Mylenberg
Grænser er noget fandens svært noget. Særligt hvis man vil have, at de skal følges. Jeg tror, at det bliver en vanvittig dårlig oplevelse, hvis I fastholder jeres regler hele vejen igennem. Forvent hellere, hvad I nu ved, og så kan det jo være, at I bliver glædeligt overraskede. Ellers aflys. Ferie i et sommerhus skal være ferie, og det er næppe lige på de fem dage, at jeres venner får indstillet deres barn på jeres regler.
Troels Mylenberg er politisk redaktør og kommentator på Fyens Stiftstidende. Han bor på Thurø med Lis, der er styrmand, og deres fire børn – Ellen på 11, Holger på 9, Laura på 6 og Katinka på 2 år. De tre år, han var forstander på Vallekilde Højskole i Vestsjælland, har trænet familiens sociale gen og åbent hus politik, så der altid er flere børn i huset end dem, der bor der.
gallery8billeder
Anne-Grethe Bjarup Riis
Generelt er min holdning, at man ikke skal være så bange for at tale sammen som venner – også om svære emner. Det gør ikke noget, at man har forskellige regler. Men det er synd, at I bliver irriteret på jeres venners dreng, det er jo forældrene – jeres venner, som kan løse problemet. Personligt har vi en fælles gård, hvor vi griller om aftenen hele sommeren. Og her bliver det åbenlyst, at de forskellige familier har forskellige regler mht. bordskik osv. Men børn kan godt lære at “i vores familie gør vi altså sådan” og “grunden til, at din kammerat må løbe fra bordet, er, fordi deres familie har andre spiseregler.” Men jeg synes nu alligevel godt, at man kan melde ud til sine venner, at man ikke synes, det er i orden med is og kiks før måltiderne. Folk er så bange for at melde ud omkring deres holdninger, stå ved dem og tale sammen. Det er vigtigt at melde klart ud omkring sin egen families grænser.
Anne-Grethe Bjarup Riis er skuespiller og rapkæftet jyde. Mor til Osvald på 13 år fra tidligere ægteskab. Med sin nuværende mand, Bo, har hun Yrsa på 6 år og lille Gilbert på knap 3 år, så der er nok at se til …