Familiepolitik & parforhold

Har du et spørgsmål om parforhold?

Pernille Hytte Bisgaard er uddannet sexolog, kognitiv terapeut og familieterapeut fra The Kempler Institute of Scandinavia. Stil hende dit spørgsmål på par@junior.dk

Brevkasse spørgsmål: Bekymret for papbarn

Hej Pernille,

Jeg lever sammen med min kæreste, som har to dejlige piger. De er 4 og 5 år.

De er nu begyndt at være mere hos os, sådan at de er hos os 6 dage og 8 dage hos deres mor.

Når de så er hos os, ringer deres mor hver eneste dag, den ældste har aldrig lyst til at tale, men den yngste siger altid ja, også selv om hun er midt i en leg eller har legekammerater på besøg.

Vi taler meget åben om deres mor hjemme hos os, samt vi har hængt billeder op af deres mor på deres værelse, så de ikke føler, at det er et forbudt emne.

Sommetider overhører vi den yngstes samtale med hendes mor – det varer ofte lang tid, op til 30 minutter. og når hun taler med hendes mor, taler hun meget voksent og spørger ind ”Hvordan har du det mor?”, ”Hvad laver du?” og andre ting. Hun bliver ofte ked af det og siger, at hun gerne vil hjem til hende.

Er det ikke forkert, at en 4-årig pige tager ansvar og bekymrer sig om sin mor?

Jeg er bange for, at hun tager for meget på sine skuldre og har ondt af hendes mor, da hun er et meget omsorgsfuldt barn.

Jeg kan sagtens forstå, at hun savner sin mor, men det kommer kun, når hun taler i telefon med hende. Ingen af pigerne giver udtryk for, at de selv vil ringe og tale med deres mor.

Vi er meget opmærksomme på, hvordan børnene reagerer og agerer, når de er hos os, og de er meget tilpasse og glade.

Mit spørgsmål er – kan en lille 4-årig bekymre sig om sin mor?

Eller savner hun hende bare?

Siger hun ja til at tale med mor, fordi hun selv har det behov, eller er det fordi, hun ved, at hendes mor har behovet?

Hilsen louise

Kære louise,

Hvor er din kærestes børn heldige at have sådan en engageret pap-/sted-/bonusmor, som tydeligvis holder af dem, og som bekymrer sig om deres ve og vel. Det er ligeledes godt at høre, at børnene har meget kontakt med såvel deres mor som far.

Du spørger i dit brev, om din fireårige kærestes datter kan bekymre sig om mor. til det er svaret, ja, det kan hun godt. og de spørgsmål, hun stiller moren, er ikke alderssvarende, forstået på den måde at hun er alt for lille til at have sådan et fokus på moren. Men er der grund til at bekymre sig om mor? Når jeg læser dit brev, bliver jeg optaget af, hvordan din og din kærestes kontakt er til børnenes mor? I støtter børnene i, at de gerne må tale om deres mor, I har sørget for billeder, men hvor meget taler I egentlig med hende. For din kærestes datter er det afgørende, at hun mærker, der er et godt forældresamarbejde. Måske har han allerede forsøgt, men det er en god idé, at din kæreste taler med moren og fortæller, hvilken indvirkning telefonsamtalerne har på datteren. Det er vigtigt, at moren forstår, at hun ikke skal dele sorger og bekymringer med datteren, heller ikke selv om datteren spørger, hvordan hun har det. Det er et alt for stort ansvar for en fireårig pige. Det er ligeledes vigtigt at give datteren indtryk af, at mor godt kan klare sig, selv om pigerne ikke er hjemme, at hun også har et liv uden døtrene. Det kan være en meget god idé at have aftaler, for hvor meget telefonkontakt der skal være, hvor længe samtalerne skal vare samt nogle rammer, for hvornår på dagen at børnene kan tale i telefon. Det er vigtig at have fokus på hvis behov, det er at tale i telefon.

Det er selvfølgelig helt naturligt at savne. Pigen er kun fire år og har måske en meget tæt tilknytning til moren og bliver særlig mindet om savnet, når hun taler med moren. Men der skal være plads til alt mulig andet end savn i en fireårig piges liv, hun skal have lov til at have et barndomsliv, hvor leg, morskab og glæde fylder mere i livet end savn og bekymring om mor.

Med venlig hilsen

Pernille Hytte bisgaard

Grin dig til et barn

Chancen for at blive gravid øges med op til 15 procent hos ufrugtbare kvinder, der ser en klovn efter at have været igennem en fertilitetsbehandling.

Det viser et studie foretaget af Dr. Shevah Friedler, souschef for IVF (In-vitro fertilization) afdelingen på hospitalet Assaf Harofeh Medical Center i Israel.

Det er kendt, at latter er sundt for krop og sjæl. De store funktioner i kroppen bliver påvirket på en positiv måde, blandt andet immunsystemet, åndedræt/lunger og hjerte-/karsystemerne. latter virker helende og udrensende på krop og sjæl, præcis som når vi græder, gaber og strækker os. Med latter heler kroppen sig selv og genfinder balancen efter en spændt tilstand, som er resultatet af daglig stress og spændinger. Der er virkelig en tæt forbindelse mellem positiv ægte latter og helbred.

Så til alle danske kvinder, der er i fertilitetsbehandling, er beskeden nu ”Få gang i dine lattermuskler!”

Kilde: www.lattercenter.dk

Forældre skal hæfte for børns hærværk

Ved børns kriminelle handlinger eller hærværk skal forældre have et økonomisk erstatningsansvar. Det er en anbefaling, som er kommet fra ungdomskommissionen og støttes op af justitsminister brian Mikkelsen. Samme ordning eksisterer allerede i Norge.

Kilde: metroxpress

Kontakt eksperterne: Har du et spørgsmål vedrørende parforhold eller familiejura? Så skriv til: Junior, Oxygen Magasiner A/S, Postbox 865, 2400 København NV. par@juniormag.dk/jura@juniormag.dk