Forkølelse

En banal forkølelse er mere generende for et spædbarn end for andre. Den lille får problemer med at spise, fordi han/hun ikke kan trække vejret ordentligt gennem næsen.

Derfor må I indstille jer på en periode med hyppigere måltider, indtil forkølelsen er gået over. Ofte går det ud over nattesøvnen, men hvis I hæver sengens hovedgærde lidt – eventuelt med et par bøger – sover barnet som regel bedre. Da du jo ikke kan pudse næse på et spædbarn, må du tage andre metoder i brug for at lette vejrtrækningen:

• Vask barnet forsigtigt under næsen med en klud opvredet i lunkent vand.

• Saltvand fra apoteket kan bruges som næsedråber til spædbørn.

• Hvis barnet skal have dryppet næse, må det ikke ligge fladt på ryggen. Så løber dråberne bare ned i svælget. Hovedet skal hænge lidt nedad.

• Undgå ‘næsesugeren’, som fås på apoteket, da den er for hård ved slimhinderne.

• Sørg for ikke at ryge i nærheden af barnet. Det forværrer forkølelsen.