Fredag: Frikadeller med urter, tomatsovs og kartofler
Ingredienser:
500 g hakket kalve- og svinekød
½ revet løg
1-2 æg, afhængig af størrelsen
¼ dl mælk
1 spsk. hakket persille
1 spsk. hakket dild
1 spsk. hakket purløg
1 tsk. havsalt og frisk kværnet peber
Tomatsovs:
½ spsk. rapsolie
1 hakket løg
1 grøn peberfrugt, i tern
2 gulerødder, groft revet
2 fed knust hvidløg
2 ds. hakket tomater
1 ds. konc. Tomatpuré
1 lille håndfuld timian, basilikum og oregano
1 spsk. puddersukker
Havsalt og frisk kværnet peber
Ca. 1 kg kartofler
Sådan gør du:
Rør kødet med salt og peber. Tilsæt løg og æg. Dernæst mælk og krydderurter. Lad farsen stå og hvile i ca. 30 min.
Varm olien op i en gryde. Svits løg, gulerødder og peberfrugt i. Tilsæt de hakkede tomater, tomatpuré, hvidløg og krydderier. Lad sovsen små koge uden låg i 30 min.
Skræl kartoflerne. Store kartofler deles. Læg dem i en lille gryde og hæld vand ved, ca. 2 cm op om kartoflerne ved el-plader, på gas ca. 4 cm. Læg låg på og bring kartoflerne i kog ved højeste varme. Skru ned for varmen, når det damper ved låget. Kog dem i 15-20 min. Tag ikke låget af under kogning. Mærk med en urtekniv, om kartoflerne er møre.
Varm 2 spsk. olie og 1 spsk. smør op på en pande.
Form frikadeller og steg dem 6-8 min. på hver side. Afhængig af størrelse.
Smag sovsen til med salt og peber.
Servér med tomatsovs og kartofler.
Tilberedningstid: ca. 1 time