Gå
Gå
Nogle børn lærer at gå, allerede når de er 10-11 måneder. Andre tager sig bedre tid og venter med at komme på benene, til de er op mod halvandet år. Men de fleste børn lærer at gå, før de er 15 måneder.
Der er ingen grund til at blive bekymret. Børn udvikler sig forskelligt. Barnets temperament og vægt spiller også ind på, hvornår det har lyst til at lære at gå. Det kan være fristende at lave ”gangtræning” med barnet. Men prøv at beherske jer, og lad barnet selv bestemme tempoet.
Når baby kommer på benene, er det ofte i en morsom gangart: hjulbenet og stivbenet og med armene højt hævet for at holde balancen. Sådan vil det se ud et godt stykke tid. Først når barnet er tre-fire år, afløses den karakteristiske, bredsporede gang af en mere elegant gangart.