Hvorfor gylper hun så meget?
Spørgsmål:
Jeg har en pige på syv måneder, som gylper helt utrolig meget. Hun har gjort det, siden hun blev født, og jeg fik at vide, at det ville stilne af, når hun begyndte at få lidt mere fast føde.
Men grød og mos kommer lige så meget op, som når hun får flaske. Nogle gange er det bare en lille smule, andre gange er det det store skyl. Der kan gå op til tre timer, og så kommer det op.
Hun er en glad pige, der trives godt.
Hilsen Camilla
Svar:
Kære Camilla,
Jeg kan godt forstå, det frustrerer dig, at hun gylper så meget hele tiden. Men hun trives, og det er det vigtigste.
Når børn gylper, er det, fordi deres muskel ved mavemunden er slap; det er ikke, fordi de får for meget at spise. Det er helt naturligt, og musklen strammes hos de fleste mellem et halvt og et helt år.
Ofte aftager det lidt, når barnet begynder på mere fast føde, men der er dog en del børn, der stadig gylper lige så meget. Først når musklen strammes, stopper gylpen. Det er vigtigt, at gylpebørn får bøvset godt af efter et måltid.
Nogle børn græder voldsomt, når de gylper, fordi der samtidig kommer mavesyre med op, det kaldes reflux. De kommer i behandling med basedannende medicin. Men det lyder ikke, som om din datter har de symptomer.
Brug hagesmække, så I ikke behøver at skifte alt hendes tøj, hver gang hun gylper. Sørg for at holde huden omkring munden, hagen og halsen ren og tør. Hvis den er konstant fugtig, kan den blive rød og irriteret.
Der er desværre ikke så meget andet at gøre, så I må have tålmodighed lidt endnu.
Venlig hilsen Dorte Fischer