Min kæreste deltager ikke. Hvad gør jeg?
Spørgsmål:
Vores søn på otte måneder er altid glad, og man kan ikke undgå at elske ham. Men hans far viser det ikke til vores søn eller mig. Når han kommer hjem fra arbejde, smider han sig på sofaen og ser tv. Jeg spørger, om han vil hjælpe med vores søn, eller om vi skal snakke, vaske op eller gå en tur, men han orker ikke noget.
Jeg føler mig ignoreret og ligegyldig. Han siger, at han bare er lidt træt og har brug for at slappe af. Han kan sove to-tre timer. Jeg nåede grænsen, da jeg fandt ud af, at han havde brugt alle sine egne penge og vores opsparing på cigaretter og sjov til sig selv. Jeg er bekymret for min kæreste, men også vred. Hvad skal jeg gøre?
Hilsen den meget bekymrede
Læs parterapeutens svar på næste side…
Svar:
Kære bekymrede
I er kørt fast i et mønster, hvor I bruger mange kræfter på at diskutere din kærestes passivitet og manglende engagement, uden at det bringer jer tættere på hinanden.
Jeg tror, at din mands ‘sofa-adfærd’ er et udtryk for, at der er ting lige nu, som han ikke kan overskue eller magte, og som han gemmer sig for. Jeg tænker også, at hvis han kunne vælge, så ville han allerhelst ‘levere varen’ og være den mand og den far, som gør dig glad og tilfreds. Hvis det er tilfældet, er vejen til positiv udvikling at invitere ham på banen ved at gøre det til en opgave, han kan magte.
Udskift kritik med ros. Beslut dig for, i en periode, at sætte diskussionen om hans manglende indsats på standby, og fokusér i stedet på de små og store ting, han allerede gør godt både som kæreste og som far. Lav et udkast til, hvad der helt konkret kunne være en arbejdsdeling, som kunne gøre dig tilfreds. Tag på baggrund af dit udkast en snak med ham om, hvordan I fordeler opgaverne. Fortæl ham, at du nogle gange føler dig ignoreret og ligegyldig, og spørg ham, om han også kender de følelser. Invitér ham til, at I begynder at lave sjove og varme ting sammen – bare jer to.
De bedste hilsner
Anette Buur Bangsgaard
Måske er et spørgsmål, du selv søger svar på allerede besvaret tidligere. Søg i vores omfattende arkiv og få svar med det samme.