Hvorfor føler jeg mig trist og tom?

Hvorfor føler jeg mig trist og tom?

Faktaboks

Christina Tartaczuk er sexolog, parterapeut og barselscoach. Hun har sin egen praksis, laver workshops og holder foredrag.

Christina er desuden forfatter til bogen Alt om Amning og laver baby- og familiecoaching fra www.babycoaching.dk.

Sidst men ikke mindst er hun mor til seks skønne lopper, Asbjørn 11 år, Viktor 9 år, Anne Laura 7 år, Frida 5 år, Marius 3 år og lille Astrid på ½ år.

Læs mere på www.happylife.dk

Spørgsmål:

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg er ked af, men jeg er bare ikke så sprudlende glad, som jeg havde forventet. Jeg er på barsel med verdens dejligste dreng på syv uger. Han har det godt – spiser og tager på. Det er mere mig – jeg føler en blanding af tomhed og uro. Om morgenen føler jeg mig tit opgivende og har egentlig slet ikke lyst til en ny dag, hvor jeg ‘bare’ skal passe baby og få det hele til at fungere.

Jeg elsker mit barn, men savner til tider min gamle frihed, hvor jeg kun var mig selv. Jeg har tænkt på, om jeg har en fødselsdepression, men jeg synes ikke helt, symptomerne passer. Egentlig er jeg lidt flov, for jeg føler, at jeg burde være lykkelig og taknemmelig over mit dejlige, raske barn. Hvad kan jeg gøre for at finde mig bedre til rette i min nye hverdag?

Mange hilsner Anita

Læs barselscoachens svar på næste side…

Svar:

Kære Anita,

Tillykke med moderskabet. Du er havnet i en ny verden, og det er helt okay, hvis det er svært at finde sig til rette i den. Sådan har mange mødre det, for moderskabet er sjældent så glamourøst, som det ser ud. Der er op- og nedture, kedsomhed, uro og bekymringer. Ligesom der selvfølgelig også er lykke, glæde og stolthed. Det er godt, at du tør være ærlig omkring dine følelser, det kan blive din styrke fremover.

Selv om du ikke tror, at du har en fødsels-depression, vil jeg foreslå dig at finde en terapeut med speciale i fødselsreaktioner, som kan hjælpe dig med at vurdere det.

Du kan også have gavn af at bruge dit netværk, for tiden på barsel kan føles ensom, hvis du er vant til et aktivt liv. Fortæl dine nærmeste, hvordan du har det, og hvad du har brug for. Det hjælper at dele sine følelser med nogen.

Der ligger en stor udfordring for dig i at sætte noget nyt i stedet for din gamle frihed. Prøv at skrive en liste, og hæng den på køleskabet med overskriften ‘Mens jeg er på barsel, kan jeg’ … (gå på café, have venner på besøg om dagen, gå i mødregruppe og få nye veninder, gå ud og shoppe, svømme med min baby).

I det hele taget skal du finde nye måder at sætte dig selv i gang på. Hverdagene hjemme med en baby kan nemt flyde sammen, og så dukker kedsomheden og uroen op. Med en baby på syv uger virker mulighederne måske begrænsede, fordi du bruger lang tid på at amme, skifte ble og så videre. Men mange babyer i den alder befinder sig fint med en tur i babyslynge eller barnevognen. Så prøv at komme af sted.

Varme hilsner

Christina Tatarczuk

Måske er et spørgsmål, du selv søger svar på allerede besvaret tidligere. Søg i vores omfattende arkiv og få svar med det samme.