Er kartofler virkelig så sunde?

Spørgsmål:

Kære Maria Haukrogh,

Vores børn bryder sig ikke så vældig om kartofler, men vil altid helst have ris og pasta.

Er der stor forskel på næringsindholdet i kartofler versus det andet? Og hvis kartofler er bedre, hvor meget sovs og smør skal der så til, før det sunde ”udjævnes”?

Læs ernæringsekspertens svar på næste side.

Svar:

Kære spørger,

Det er en god idé at vænne dine børn til også at spise kartofler – gerne flere gange om ugen da de blandt andet er rige på vitamin-C og kostfibre.

Ris og pasta har et lavere indhold af blandt andet kostfibre og vitaminer, samtidig med at de har et højere energiindhold sammenlignet med kartofler. De dage, hvor du vælger at servere ris eller pasta til jeres aftensmad, er det vigtigt, at I får lidt flere grøntsager.

Desuden er det en god idé gentagne gange at introducere kartofler over for dine børn – det kan godt tage lang tid for børn at vænne sig til smag, tekstur med videre. Dette gælder ikke kun for kartofler, men for nye smage generelt.

Kartofler kan tilberedes på rigtig mange forskellige måder – kogte, som mos, bagte eller i ovnen. Det eneste, der er vigtigt, er, at I er opmærksomme på ikke at tilsætte for meget fedtstof, hvis I for eksempel laver kartoffelmos eller ovnkartofler.

Ovnkartofler kan desuden også krydres, så synes børnene måske bedre om dem?

Med hensyn til hvor meget sovs og smør der skal til for at ”udjævne” det sunde, så er det svært at svare på. Det er altid vigtigt at spare på fedtet fra for eksempel smør og sovs. Hvis sovs er vigtigt for jer, så prøv at lave sovse, som er baserede på grøntsager. Svits grønsager, tilsæt boullion og blend det hele. Jævn eventuelt om nødvendigt.

Venlig hilsen

Maria Haukrogh

OM EKSPERTEN

Maria Haukrogh er ernærings- og husholdningsøkonom i Fødevarestyrelsen. Hver måned svarer Fødevarerstyrelsens eksperter på læsernes spørgsmål om børn og mad i Junior.

Har du eller din familie et spørgsmål vedrørende jeres barns kost? Så skriv til kost@juniormag.dk